28/09-17 11:20; Opdateret: 28/09-17 16:44

21-årig skal seks år i fængsel for skud mod fængselsbetjent21-årig skal seks år i fængsel for skud mod fængselsbetjent

En fængselsbetjent blev i juli sidste år skudt to gange i benet. En 21-årig mand skal seks år i fængsel.

storybild

Svendborg. 21-årige Ali Ghani Al-Salmi, der er medlem af banden Black Army, er torsdag ved Retten i Svendborg fundet skyldig i at have skudt mod en fængselsbetjent sidste sommer. Han er blevet idømt seks års fængsel.

Ali Ghani Al-Salmi var sammen med en 35-årig mand, der er medlem af samme bande, tiltalt for at have overfaldet og skudt mod fængselsbetjenten.

Den 35-årige mand, der tidligere har været omtalt som præsident for Black Army, er blevet idømt ti måneders fængsel.

Han blev frifundet for medvirken til skyderiet. Men han blev blandt andet fundet skyldig i at have foranlediget, at den bil, der blev brugt ved overfaldet, blev stjålet og sat ild til.

Det var 12. juli sidste år, at fængselsfunktionæren blev overfaldet uden for Nyborg Statsfængsel. Han var på vej på arbejde en aften, da maskerede mænd overfaldt ham.

Her blev han skudt to gange i benene af Ali Ghani Al-Salmi. Overfaldet på fængselsbetjenten blev fanget på fængslets kameraer.

Videoovervågningen af skyderiet blev blandt andet vist under retssagen.

Her kunne man se to mænd springe ud af et køretøj, mens én af dem spænede mod den intetanende betjent.

Efter skyderiet flygtede mændene igen i den stjålne bil, som de kørte til Hjulby Mose i Nyborg, hvor den blev sat i brand.

Overfaldet har givet betjenten betydelige skader. Under retssagen kom det frem, at fængselsbetjenten i dag lider af posttraumatisk stress. Han har ikke været tilbage på arbejdspladsen siden overfaldet.

Det var et enigt nævningeting, der fandt det unge bandemedlem skyldig i skyderiet.

Ud over skyderiet er Ali Ghani Al-Salmi desuden fundet skyldig i at have stjålet den bil, der blev brugt ved overfaldet, og bagefter at have deltaget i afbrændingen af bilen.

Derudover er han fundet skyldig i en række andre forhold, blandt andet et overfald på en politibetjent.

Han skal ifølge TV 2 Fyn betale 392.514 kroner i erstatning til betjenten.

Den 35-årige mand modtog sin dom. Hans straf anses for udstået med varetægtsfængslingen.

Den 21-årige mand har udbedt sig betænkningstid, oplyser hans forsvarer Janus Malcolm Pedersen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx