26/09-17 17:39

Løkke afviser industriens ønske om styrket udenrigstjenesteLøkke afviser industriens ønske om styrket udenrigstjeneste

Dansk Industri ser gerne flere penge til udenrigstjenesten for at fremme dansk eksport, men Løkke afviser.

storybild

København. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at bruge flere penge på udenrigstjenesten trods et ønske fra Dansk Industri.

Organisationen ser en stærk udenrigstjeneste som en forudsætning for, at blandt andet danske virksomheder kan få fodfæste rundt om i verden.

Det siger Karsten Dybvad, Dansk Industris direktør. Men det afviser statsministeren tirsdag på DI's årlige topmøde i København.

- Jeg synes, vi skal være til stede i udlandet med danske eksportsælgere og danske virksomheder og ikke nødvendigvis bare med diplomater.

- Jeg oplever ikke, vi får skæld ud af DI, vi har faktisk lagt op til at opruste vores udenrigstjeneste med 70 millioner over de næste par år. Dansk Industri har et ønske om, at vi skal gøre mere, men det skal finansieres, siger Løkke.

Karsten Dybvad erkender, at de 70 millioner kroner er et plaster på såret, men mener, at det ikke ændrer tendensen, hvor der bruges færre penge.

Op til valget i 2015 foreslog Venstre at tilføre udenrigstjenesten 70 millioner kroner ekstra. Men da partiet overtog regeringsmagten, gennemførte Venstre i stedet en besparelse på 200 millioner kroner over de kommende fire år.

Sidste år afsatte regeringen dog en ekstrabevilling til området på 70 millioner kroner fra 2018.

DI vil nu have stoppet de planlagte besparelser og tilføre yderligere 50 millioner kroner om året som et varigt løft.

- Jeg står på det budgetforslag, som jeg har lagt frem, jeg har de penge, jeg har, og jeg noterer mig, at DI har nogle ønsker, siger Løkke.

En stærkere udenrigstjeneste vil være til gavn for hele velstanden i Danmark, lyder argumentet fra Dansk Industri på vegne af det danske erhvervsliv.

Det er vigtigt, at udenrigstjenesten rundt i verden forstår reglerne i det pågældende land og i særdeleshed, hvordan praksis er.

Karsten Dybvad afviser at pege på et konkret eksempel, hvor der kan sættes ind.

Han mener, at det er et mere generelt problem, som er eskaleret det seneste halvandet år med USAs rolle under den nye præsident og et mere aggressivt Rusland.

Det er særligt Danmarks EU-repræsentation, som han gerne ser styrket. Under sidste års finanslov blev netop det området styrket, da de 70 millioner kroner blev afsat.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx