Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Landmænd forklarer svine-tæsk: Det er jo nok, fordi man bliver sur
En række svinebønder har to eller flere gange fået sanktioner af myndighederne for at have slået deres grise med værktøj. Metroxpress sætter navn på nogle af dem.

Grisene her stammer fra Henrik Lund Poulsen, der er en af de 20 landmænd på den triste liste. (Billede: Fødevarestyrelsen )
20 svineavlere står på en trist liste hos Fødevarestyrelsen. De har to eller flere gange fået indskærpelser af myndighederne for slagmærker på deres slagtesvin.
Sagen kort:- Metroxpress har beskrevet, hvordan 173 landmænd og vognmænd er blevet politianmeldt fra 2010-2012 for at slå deres svin med alt fra kæder til værktøj.
- Fødevarestyrelsen indførte i foråret 2010 koden 904, som skal registrere svin med sår og skader, som man mistænker, at mennesker har påført dyrene.
- Frem til efteråret 2013 er der registreret 7434 svin med kode 904 på danske slagterier, mens der er leveret slagtesvin, som viser tegn på menneskepåførte slagmærker, fra næsten hver femte svinebesætning.
- Fødevareminister Dan Jørgensen er gået ind i sagen og vil nu bede Fødevarestyrelsen vurdere, om der er brug for yderligere initiativer for at få bugt med 'de sidste brodne kar'.
Fakta:
- I sager om slagmærker sanktionerer Fødevarestyrelsen som udgangspunkt den ansvarlige med en indskærpelse. En indskærpelse er en præcisering af, at gældende regler skal overholdes. Dette udgangspunkt fraviges dog, hvis der er tale om meget alvorlige sager, det vil typisk sige sager, hvor der er tale om grov uforsvarlig behandling af dyr. I sådanne sager anmeldes den ansvarlige til politiet, hvilket kan medføre en bøde.
- I gentagelsestilfælde – det vil sige tilfælde, hvor vedkommende gentagne gange begår samme overtrædelse indenfor en 2-årig periode – skal der i henhold til Fødevarestyrelsens retningslinjer som hovedregel vælges en strengere sanktion end første gang. Det vil sige, at gentagelsessager om slagmærker som udgangspunkt skal politianmeldes. Også dette udgangspunkt kan dog fraviges efter en konkret vurdering, f.eks. hvis sagens alvor, omfang eller den forløbne tid mellem første og anden gang taler for at fravige udgangspunktet.
- Det er muligt ved dom at frakende en person retten til at have med dyr at gøre. Det er en meget indgribende mulighed, som bruges meget sjældent i forbindelse med meget grove sager om vanrøgt og ikke i sager om slagmærker.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Metroxpress sætter nu navn på nogen af de 238 svineproducenter, der ifølge en rapport fra Københavns Universitet, har fået en indskærpelse af Fødevarestyrelsen for at slå deres grise unødigt siden 2008. Det er godt hver tyvende af Danmarks 4.181 svinebesætninger.
Svarene er mange, da metroxpress ringer landmændene op.
- Det er jo nok, fordi man bliver sur på grisen. At man har haft en dårlig dag, siger landmand Peter Pedersen fra Nimtofte på Djurs, der har to sager.
Andre landmænd forklarer sig med: “det gik for stærkt” eller “Man rammer skævt.”
Typisk har grisen fået fem til 14 slag med en tatoveringshammer. Nogle grise er slået i hovedet, andre har ridser fra slag ned af ryggen.
Slagmærkerne bliver fundet, når grisene bliver indleveret til slagteriet, hvor de har fået mere, end de to slag de skal - et slag på hver skinke.
Formand for Svineproduktion i Landbrug og Fødevarer, Erik Larsen, kalder det “helt utilstedeligt”:
- Jeg tager stor afstand fra, at man banker sine grise.
I et svar til Folketinget, svarer fødevareminister Dan Jørgensen, at han finder strafferammen på op til et års fængsel tilstrækkelig, men, at han vil “vurdere om der er mulighed for yderligere initiativer.”
Men det er ikke nok, mener Venstres fødevareordfører Jan E. Jørgensen:
- Vi skal se på, hvilken straf de faktisk får. Der er tydeligvist problemer med brodne kar, der flere gange er taget for at mishandle grise.
metroxpress har fået udleveret 14 af de 20 landmænds sager ved at søge aktindsigt hos Fødevarestyrelsen.
Vi bringer dog kun navnene på de landmænd, der har haft en sag inden for de seneste to år:
Gitte Lerche-Simonsen ApS er blevet politianmeldt af Fødevarestyrelsen efter en sag den 24. april 2012 og en sag den 31. maj 2013.
- Vi beklager, at vores virksomhed er blevet anmeldt for overtrædelse af dyreværnsloven pga. overtatovering. Den handling er i direkte strid med virksomhedens dyrevelfærdspolitik. Den konkrete sag ledte derfor til øjeblikkelig bortvisning af den pågældende medarbejder samt indkaldelse af samtlige medarbejdere til orientering, siger Gitte Lerche-Simonsen.
Peter Pedersen fra Nimtofte har også to sager om mishandlede svin. Om de to sager fra 2008 og 2012 skriver Fødevarestyrelsen:
"Dyret skamferet med utallige slag fra siden af tatoveringshammeren ned over ryggen" og "3 søer leveret havde ridsemærker i huden på ryg og skinker".
Peter Pedersen beklager sagerne:
- Ja, det er det jo nok, fordi man bliver sur på grisen. At man har haft en dårlig dag. Det er nok sådan et eller andet. Jeg kan ikke nøjagtigt huske, hvad der skete den dag, jeg mærkede den. Men jeg vil da tro, at det har været, fordi jeg var i dårlig humør. Jeg er ikke ufejlbarlig, men siden har jeg måske solgt 20.000 grise, hvor der ikke har været problemer, siger han.
Henrik Lund Poulsen fra Erslev har også haft to sager fra 2013, hvor Fødevarestyrelsen blandt andet skriver:
"Soen havde fem tatoveringer på venstre skinke og 9 tatoveringer på højre skinke. Der var blødninger i underhuden og det underliggende fedtvæv helt ned i muskulaturen".
Svineavleren forsikrer dog, at medarbejderen, der mishandlede grisene, ikke længere er ansat på hans gård.
- Jeg ved det faktisk ikke engang selv. Jeg har været så uheldig at have haft en medarbejder, som gjorde det, da han læssede grisene. Han er ikke kommet med en god forklaring, og han er ikke længere på gården, siger Henrik Lund Poulsen.
Jens Jørgen Kristensen fra Skødstrup er den sidste svineavler med nyere sager på Fødevarestyrelsens triste liste.
Tilbage i 2010 skrev Fødevarestyrelsen "påføring af yderligere og unødvendig slag med tatoveringsammer i hovedet... har udsat dyret for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe", og svineavleren fik den 31. januar 2013 endnu en indskærpelse på grund af slagmærker på hans svin.
- Jeg har længe kæmpet for, at vi skal afskaffe de her tatoveringshamre, som os landmænd er forpligtiget til at bruge på vores grise. Det er synd for grisene og stresser os bondemænd. Jeg er så ked af de her sager, fordi grisene skal behandles ordentligt. - For 4 år siden, var jeg så uheldig at komme til at ramme en gris i hovedet med hammeren, siger Jens Jørgen Kristensen.
Kender du til sager om mishandling af svin? Så kontakt journalist Anders Borup Sørensen her.