04/05-18 19:02

Hjælp dit overvægtige barn med gode vanerHjælp dit overvægtige barn med gode vaner

Det behøver ikke at handle om skrappe slankekure, hvis barnet er blevet overvægtigt. Få hjælp til at komme overvægten til livs i det daglige.

storybild

De vaner, man vokser op med derhjemme, vil man ofte finde tilbage til, når man flytter hjemmefra, fortæller psykolog Susanne Attrup Blomsterberg. Free/Colourbox.com

København. Klager barnet over, at bukserne ikke kan lukke, selv om de er købt, så de svarer til deres alderstrin?

Lyser barnet op, når aftensmaden kommer på bordet, og tager en, to eller tre portioner, indtil gryderne er tomme?

Så bør alarmklokkerne nok ringe. Det fortæller Susanne Attrup Blomsterberg, som er psykolog på Center for Børn og Unges Sundhed i Københavns Kommune.

Hver femte barn er overvægtigt ifølge Sundhedsstyrelsen. Og jo yngre barnet er, jo mere hviler ansvaret for at sikre barnet en sund vægt på forældrene, siger Susanne Attrup Blomsterberg.

- Så er det forældrenes opgave at tilbyde et alternativ til at spise rigtig meget mad. Det kan være at portionsanrette maden, så barnet ved, at der er en passende mængde, og den bliver serveret. Det kan være ikke at have gryderne på bordet eller ikke at lave alt for meget mad, siger hun.

- Jo yngre de er, jo mere kan man lave sådan nogle kunstgreb, uden at man behøver at tale så meget om det, tilføjer hun.

Helt grundlæggende handler det om at få på plads, hvad der er sundt for kroppen, og hvad der er usundt. Hvad er en passende mængde at spise, og hvad gavner ens krop, så man har energi til at løbe og lege.

Hos nogle vil overvægten være et problem for flere i familien, mens det i andre familier måske kun er hos det ene barn. Men uanset hvad er det en god idé at gøre den sunde livsstil til et familieprojekt.

- At sige her spiser vi alle sammen sundt, og vi spiser alle sammen i passende mængder. Det handler også om at finde nogle nye måder at være sammen som familie på. Så man kommer op af sofaen og ned i gården og laver nogle ting sammen med børnene, siger hun.

En vigtig pointe er nemlig, at det, der er sundt for et overvægtigt barn, er sundt for alle.

Så selv om man har et andet barn, som er meget slankt, er det også en god idé at præge det med gode sunde vaner.

Man må dog ikke forvente, at det er noget, man lige kan ændre med et snuptag. Vaner er nemlig noget af det allersværeste at ændre på, fortæller psykolog Susanne Attrup Blomsterberg:

- Hvilken forælder kommer hjem fra arbejde og er sprængfyldt af energi og siger midt i ulvetimen: "Skal vi ikke alle sammen løbe i gården, mens far laver mad?".

Hun foreslår, at man sætter nogle mål, som passer til familien lige nu. Det kan være, at man skal ud at gå en tur tre gange om ugen.

Det vigtigste er, at hvis man så ikke lige får gået den tur om onsdagen som aftalt, så får man gået den om torsdagen, råder Susanne Attrup Blomsterberg.

Christian Mølgaard, professor og sektionsleder for Børne- og international ernæring på Københavns Universitet, fortæller, at målet altid er at forebygge overvægten. Og hvis barnet er overvægtigt, er det vigtigt at forebygge, at det bliver svært overvægtigt.

Svær overvægtigt har nemlig helbredskonsekvenser allerede i barndommen, forklarer han.

- Ofte vil man jo gerne undgå, at børnene skal direkte på kur. Det er bedre, hvis man kan tage det så tidligt, at man undgår, at det bliver nødvendigt. Så man kan opfordre forældrene til at ændre nogle livsvaner tidligt, forklarer professor Christian Mølgaard.

- Hvis det ikke er de helt svære børn, og barnet stadigvæk vokser, så kan man rent taktisk have den holdning, at man forsøger at få barnet til at holde en konstant vægt, sådan så når de bliver længere, bliver de tyndere, siger han.

Fakta: Rusk op i hverdagsvanerne

- Lav en plan, som passer til lige præcis jeres familie. Skal i gå tur nogle gange om ugen, løbe sammen, gå på legeplads, tage på stranden eller have maddage. Gør den sunde livsstil til et samlet familieprojekt.

- Kom hurtigt op på hesten igen. Hvis i eksempelvis ikke kom ud af gå tur, så gør i det bare dagen efter.

- Portionsanret maden, og fjern gryderne fra bordet, så man ikke bare spiser, til de er tomme.

- Lav ikke mere mad, end I skal have. Eller gem noget af maden væk med det samme, hvis det eksempelvis er til dagen efter.

Kilde: Susanne Attrup Blomsterberg.

/ritzau fokus/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Brøndby-profil brød sammen på sit...
bt.dk
Medarbejdere tvinges til Jylland...
bt.dk
Lamslået over Skats direktør-finte:...
bt.dk
Medarbejdere er rasende: De ansatte...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx