03/08-17 11:49; Opdateret: 03/08-17 13:57

Mand mistænkes for at stjæle fra og bedrage sine datesMand mistænkes for at stjæle fra og bedrage sine dates

Flere personer er i den seneste tid blevet snydt for tusindvis af kroner af den samme mand, mener politiet.

storybild

Københavns Politi efterlyser en 47-årig mand, som er mistænkt for at snyde kvinder, han møder på Tinder og andre datingsider. Free/Københavns Politi

København. Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet efterlyser en 47-årig mand, Mads Andersen, som mistænkes for omfattende bedragerier, dokumentfalsk og tyverier.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse torsdag.

Han har ifølge politiet udgivet sig for at være virksomhedsindehaver, investeringsrådgiver, bodyguard, politibetjent eller håndværker, som er kommet tilbage til Danmark efter at have arbejdet i udlandet.

Hans ofre er hovedsageligt kvinder, som han kommer i kontakt med via netdating og sociale medier.

Ifølge politiet bruger han deres NemID eller andre personlig oplysninger til at oprette lån og bankkonti, leje biler og indkøbe varer.

Hans seneste svindelnummer blev anmeldt 20. juli i år.

Her fortalte en kvinde, at hun var blevet udsat for bedrageri og tyveri til en værdi af en kvart million kroner.

12. juli anmeldte en anden kvinde, at hun havde været udsat for identitetstyveri, efter hun havde mødt Mads Andersen på datingappen Tinder.

Kvinden inviterede ham ind i sit hjem, og efterfølgende kunne hun konstatere, at der var blevet oprettet flere bankkonti i hendes navn. Der var også blevet købt flere mobiltelefoner og oprettet abonnementer i hendes navn.

Også 30. maj fik politiet en anmeldelse om bedrageri, som Mads Andersen mistænkes for at stå bag.

Denne gang var det en mand, der havde overført 15.000 kroner for et parti mobiltelefoner, som Mads Andersen lovede at levere.

Københavns Politi vil meget gerne høre fra personer, der ved, hvor Mads Andersen opholder sig.

Han beskrives som en asiatisk udseende mand på 171 centimeter. Han har kort, mørkt, gråsprængt hår og er muskuløs af bygning. Han mangler det yderste led på venstre hånds midterste finger og ringfinger.

Desuden har han en tribaltatovering på højre og venstre skulder, og på den venstre læg står der "AGINIESKA".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx