Af Ritzau - 10/01-17 07:38

Sjælden delfin er kommet til Danmark: Svømmer rundt i nordjysk havnSjælden delfin er kommet til Danmark: Svømmer rundt i nordjysk havn

Klimaforandringer kan være skyld i, at flere delfiner svømmer op til de danske kyster, fortæller eksperter.

storybild

Øresvinet kan blive mellem to og fire meter langt og veje op til 650 kilo. Mange kender arten som "Flipper" fra tv-serien og filmen af samme navn. (Billede: Free/Jan Tandrup Petersen)

Der har de seneste 20 dage svømmet en sjælden gæst rundt i Skagen Havn.

Efter alt at dømme har en delfin af arten øresvin nemlig holdt både jul og nytår nær Jyllands nordligste spids. Og det er noget af en sjældenhed, mener Rolf Christensen fra Grenen Fuglestation, der følger dyrelivet i området.

- Delfinen har været her siden 22. december og har opholdt sig der i lang tid, så den er glad for at være der, siger han.

- Vi har en sensation heroppe, og jeg tror, at delfinen kan blive her i mange dage.

Øresvinet kan blive mellem to og fire meter langt og veje op til 650 kilo. Mange kender arten som "Flipper" fra tv-serien og filmen af samme navn.

Og øresvin er trods nogle gode delfin-år herhjemme ikke noget, vi er specielt vant til at se i de danske farvande. Det fortæller biolog Bjarne Klausen, der er direktør for Kattegatcentret.

- Det kan være tilfældigheder, der gør, at de kommer herop, men det kan også skyldes stigende temperaturer i havet, siger han.

Der har med sikkerhed været fire øresvin i de danske farvande siden 2015. Det fortæller Carl Kinze, som står bag hjemmesiden hvaler.dk.

- Den ene, en hun, er død. Men der er tre hanner, som svømmer rundt, siger han.

Ligesom Bjarne Klausen peger hvaleksperten blandt andet på klimaforandringer som en del af forklaringen på, hvorfor flere delfiner kommer til Danmark.

- Men dyrene kommer i perioder, og det svinger lidt frem og tilbage. Så i princippet er det måske naturlige besøg, der med klimaforandringerne kan blive til mere til permanente ophold, siger han.

Øresvinet er den delfin, som stort set alle kender, fortæller Carl Kinze.

- Alle har et eller andet forhold til den. Delfinen har et smil om læberne, og nogle putter det nærmest op på en piedestal som et klogt og venligt dyr. Men det er også et vildt dyr. Og vi ved, at øresvin kan være meget barske, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx