Af Ritzau - 19/12-16 15:50; Opdateret: 19/12-16 16:18

Ulf Pilgaard: Nervøse Ryskjær var et smukt menneskeUlf Pilgaard: Nervøse Ryskjær var et smukt menneske

Der var nerve, galskab og kærlighed i Claus Ryskjærs nærvær, fortæller hans tidligere revykollega.

storybild

Skuespillerne Claus Ryskjær (forrest) og Ulf Pilgaard gør sig klar til Privatteatrets forestilling "Fanget i Nettet". (Billede: Scanpix/Annett Bruhn)

Gennem mange år på revyscenen sammen har Ulf Pilgaard lært Claus Ryskjær at kende som "et smukt menneske" med hang til at provokere.

Det siger Ulf Pilgaard mandag, hvor Politiken skriver, at Claus Ryskjær er død 71 år gammel.

- Han var først og fremmest et enormt favnende menneske. Et meget venligsindet og kærligt menneske. Han havde et hjerte for folk. Og han havde altid hjertet med i det, han lavede, siger Ulf Pilgaard.

- Det kendetegnede ham også, at han var en provokatør både privat og som kunstner.

Men provokatøren og revyskuespilleren Ryskjær delte også krop og sind med et "nervemenneske", beskriver Ulf Pilgaard.

- Det var også hårdt for ham. Det sled på ham at gå ind på scenen og bruge af sig selv, for han var et følsomt gemyt. Nogle gange tog tingene også hårdere på ham, end det behøvede, siger Pilgaard.

- Det gjorde ham samtidig spændende. De figurer, han lavede, havde en galskab eller et glimt i øjet. Man anede at der var eksplosiver derinde, som man kunne blive helt nervøs for kom til udtryk.

Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær var i mange år sammen med Lisbet Dahl de dominerende kræfter i Cirkusrevyen. Pilgaard og Ryskjær har spillet sammen i flere årtier siden 1970'erne.

Men i 2006 trak Claus Ryskjær sig fra teater- og revyscenen med sceneskræk. Derfor var hans sidste optræden i 2007.

- Det var et langt forløb, hvor han langsomt blev bange for at glemme, hvad han skulle sige. I alt sin enkelthed, fortæller Ulf Pilgaard.

Ovenpå den selvvalgte pension oplevede Claus Ryskjær en bedring, vurderer Ulf Pilgaard.

- Han fik det meget bedre. Det var helt klart. Han blev meget mere glad, og han slap for det pres, det var at skulle ind på scenen, siger den tidligere kollega.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx