27/11-17 04:17

Forsvarer: Brug af anonyme vidner er højst betænkeligForsvarer: Brug af anonyme vidner er højst betænkelig

Når et vidne er anonym, kan man ikke vide, om det og den tiltalte har udeståender, siger Mette Grith Stage.

storybild

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage mener, at brugen af anonyme vidner i straffesager er højst betænkelig. Scanpix/Nils Meilvang/arkiv

København. Det er et grundlæggende princip i retssikkerheden, at man som tiltalt ved, hvem der vidner imod en. Derfor er det højst betænkeligt, når vidner anonymiseres.

Sådan lyder det fra forsvarsadvokat Mette Grith Stage, efter at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er kommet med nye initiativer, der skal øge beskyttelsen af vidner og give større mulighed for anonymitet.

- Jeg kan sagtens forstå, at vidner synes, det er ubehageligt at vidne og gerne vil være anonyme, men jeg synes, at det er højst betænkeligt med sådan et initiativ, siger Mette Grith Stage.

Det er i dag allerede muligt at bruge anonyme vidner undtagelsesvist i straffesager. Tiltaltes forsvarsadvokat vil i så fald vide, hvem vidnet er, men vil ikke kunne drøfte det med den tiltalte.

- Kan der være en uoverensstemmelse mellem dem, et gammelt uvenskab, der gør, at vidnet udtaler sig ufordelagtigt om den tiltalte?

- Når man ikke kan drøfte det med den tiltalte, kan man ikke finde ud af, om der stikker noget under forklaringen, siger Mette Grith Stage.

Justitsministeren har præsenteret de nye initiativer i Berlingske. De indebærer også, at det i højere grad skal være muligt at afhøre vidner via videolink, eller ved at tiltalte føres ud af retssalen, mens vidnet forklarer.

Disse muligheder er langt mindre betænkelige, mener forsvarsadvokaten.

Retsordfører for Socialdemokratiet Trine Bramsen er enig i Papes nye initiativer, men hun påpeger, at partiet allerede kom med lignende initiativer i foråret.

- Derfor kan det undre meget, at justitsministeren først kommer med det nu, når vi ved, at der er utallige vidner, der har undladt at stå frem.

- Der er vidner, der er blevet truet på livet og har måtte flytte fra hus og hjem, fordi de har hjulpet politiet, siger hun.

Hun giver ikke meget for den kritik, som Mette Grith Stage kommer med:

- Jeg har fuld tiltro til, at vores dommerstand godt kan vurdere de her vidneudsagn. I dag er der vidner, der afstår fra at hjælpe politiet, fordi de er bange. Set i et retssamfunds optik er det heller ikke ønskværdigt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx