Af Ritzau - 09/03-17 21:53

Regeringen vil støtte tysk forurening af danske farvandeRegeringen vil støtte tysk forurening af danske farvande

EU-Domstolen anklager Tyskland for at forurene farvandene omkring Tyskland og Danmark.

storybild

Danmark vil sætte spørgsmålstegn ved, hvor kort tid et land har til at bringe orden i forureningen, før det får konsekvenser, skriver Information. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

EU-Domstolen har anlagt en sag mod Tyskland med påstand om, at Tyskland har forsømt at leve op til et EU-direktiv. Direktivet skal beskytte vand mod udledning af nitrat fra landbruget.

Og nu melder Danmark sig på banen for at komme Tyskland til undsætning. Det fremgår ifølge Information af et notat, som Miljø- og Fødevareministeriet har sendt til Folketinget.

Men det kan komme til at koste dyrt for både Danmark, Tyskland og miljøet, skriver avisen.

Sagen drejer sig om, at den tyske forurening af både grundvand og overfladevand i nogle områder er forværret i de senere år. Det er særligt omkring Østersøen.

Forureningen fortsætter ind i de danske farvande. Det gør det sværere for Danmark at leve op til miljøreglerne.

Tyskerne har forsøgt sig med tiltag, som skulle rette op på problemerne. Men det var ifølge EU-Kommissionen langt fra nok.

Derfor indledte EU-Domstolen i 2016 en sag mod Tyskland. Den kan komme til at koste tyskerne dyrt, hvis de bliver tvunget til at betale dagbøder, indtil der er rettet op på problemerne.

Den danske regering vil forsøge at skabe tvivl om, hvorvidt beviserne mod Tyskland er stærke nok. Danmark vil sætte spørgsmålstegn ved, hvor kort tid et land har til at bringe orden i forureningen, før det får konsekvenser.

SF's miljø- og landbrugsordfører, Trine Torp, skriver til Information:

- Det er desværre fuldstændig forventeligt, at denne regering støtter andre lande, der har sager kørende med Kommissionen, der handler om manglende indgreb mod landbrugets forurening.

Forklaringen på den danske støtte skal formentlig findes i landbrugspakken.

Der står i ministeriets notat, at sagen mod Tyskland kan få "principiel betydning for", hvornår et EU-land skal "iværksætte supplerende eller skærpede foranstaltninger efter nitratdirektivet".

Med andre ord kan en dom mod Tyskland få betydning for Danmark, hvis det viser sig, at den danske landbrugspakke fra 2015 fører til øget nitratudledning i Danmark.

Det kan nemlig betyde, at der også kan falde en dom mod Danmark.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx