Af - 03/03-17 20:43

Politiet finder lig af efterlyst mand efter tre månederPolitiet finder lig af efterlyst mand efter tre måneder

Østjyllands Politi har fundet liget af en mand, der har været efterlyst siden den 2. december.

storybild

45-årige Lars Hjulmand har været forsvundet siden den 2. december sidste år. Nu har politiet fundet hans lig. (Billede: Privatfoto)

Tirsdag formiddag blev en død person fundet i Randers Havn. Kort efter blev Anders Hjulmand kontaktet af Østjyllands Politi. Deres og hans mistanke blev siden bekræftet. Liget var hans 45-årige bror Lars Hjulmand, der forsvandt den 2. december og ikke var set siden.

Det har en undersøgelse på Retsmedicinsk Institut på Aarhus Universitetshospital nu endeligt fastslået. Til lettelse, men også sorg for Anders Hjulmand.

- Jeg har det rigtig godt med, at han er blevet fundet. Det der er sket, er rigtig træls, men det er rart at vi endelig har fået en afklaring, siger han til BTMX og fortsætter:

- Lige da jeg fik opkaldet (fra Østjyllands Politi, red.), var det en stor lettelse. Men bagefter kom jeg til at tænke over, hvad det egentlig betød, fik jeg det rigtig skidt. Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at han var død, men der var jo et lille håb om, at han stadig kunne findes i live. Og det blev slukket, da politiet ringede, siger han.

Lars Hjulmand blev sidst set cyklende på Randers Havn. Der er overvågningsbilleder af ham fra klokken 15.39, fredag 2. december. Siden har der ikke været livstegn fra ham, og trods adskillige eftersøgninger med deltagelse af både politiet og Missing People gik der over tre måneder, før han blev fundet.

»Han blev fundet i en grøft mellem nogle siv. Han har ligget under vand, så jeg går ud fra, at han er druknet. Hvad der præcis skete, får vi aldrig svar på, for når man har ligget med hovedet under vand i tre måneder, er der vand overalt i kroppen,« siger Anders Hjulmand.

Derfor måtte der en grundig undersøgelse på Aarhus Universitetshospital til, før det med sikkerhed kunne fastslås, at den dødfundne var Lars Hulmand. Broren var dog ikke i tvivl. Lars' pung blev fundet på liget, der også bar det tøj, han havde på, da han senest blev set i live.

Dermed slutter en mere tre måneder i frygtelig uvished for Anders Hjulmand og Lars' andre pårørende - herunder den kendte tv-vært Kurt Strand, som var Lars' svoger.

- Jeg forsøgte at fortrænge det, så godt, jeg kunne. Men det er klart, at tankerne om, hvad der mon var sket med Lars, en gang imellem poppede op i mit hoved, siger Anders Hjulmand, som kun har ros til overs for det store arbejde, der blev sat i værk for at finde hans forsvundne bror.

- Jeg vil gerne sige tak til politiet, Missing People og alle de mennesker, som har hjulpet os med at lede efter Lars. De har været meget professionelle og en stor hjælp i en svær stund. Det skyldes ren og skær uheld, at han ikke blev fundet før. Under eftersøgningerne har vi været meget tæt forbi den grøft, men jeg kunne ikke forestille mig, at han kunne ligge der, siger Anders Hjulmand.

Nu skal han og familien have styr på alt det praktiske, før de kan tage en sidste afsked med Lars. Hvor og hvornår det kommer til at ske, ved Anders Hjulmand endnu ikke, da liget først lige er blevet frigivet efter undersøgelserne på hospitalet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx