06/12-17 15:48; Opdateret: 06/12-17 16:10

LA-toppen er tavs omkring DF's forhandlingsoplægLA-toppen er tavs omkring DF's forhandlingsoplæg

Politisk leder Anders Samuelsen (LA) udtaler sig ikke om forhandlingerne med DF om skat og finanslov.

storybild

København. Ingen i toppen hos regeringspartiet Liberal Alliance vil udtale sig om Dansk Folkepartis opfordring til regeringen om at adskille forhandlingerne om skat og finanslov.

Skattelettelser er Liberal Alliances helt store mærkesag. I sommer lovede politisk leder og udenrigsminister Anders Samuelsen historisk store skattelettelser i VLAK-regeringens skatteudspil.

Flere gange er forhandlinger om skat dog blevet udskudt. Og DF opfordrer altså igen til at udskyde forhandlingerne om en skattereform, så en finanslov for 2018 kan blive lukket først. Gerne inden jul.

Indtil videre har regeringen sagt, at forhandlingerne om finansloven hænger sammen med skatteforhandlingerne.

Ritzau har både tirsdag og onsdag henvendt sig til Anders Samuelsen om en kommentar. Men han ønsker ikke at svare på spørgsmål om sagen.

Heller ikke økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) ville onsdag svare på spørgsmål om sagen, da han skulle ind i Folketingssalen, hvor der var spørgetid med ministrene.

Ritzau har desuden forsøgt at få en kommentar fra politisk ordfører Christina Egelund (LA). Men hun er ikke vendt tilbage.

Tirsdag afviste regeringen i skikkelse af finansminister Kristian Jensen (V) helt at adskille skat og finanslov. De to ting hænger sammen, sagde han.

Onsdag er meldingen ikke helt den samme, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har involveret sig i sagen.

Allerede om morgenen mødtes Løkke med DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Regeringen mødes igen med støttepartiet onsdag klokken 20 i Statsministeriet.

Det er ifølge Løkke et "tilskæringsmøde". Her skal parterne finde ud af, hvordan der kommer fremdrift i forhandlingerne.

For at forhandle skat kræver DF yderligere udlændingestramninger. Det drejer sig eksempelvis om at afkorte den tid, som udlændinge er på midlertidigt ophold i Danmark, og om at få sendt flere flygtninge hjem.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx