22/08-17 13:18

Sorte huller i velfærdsstaten: Mange får ikke retshjælpSorte huller i velfærdsstaten: Mange får ikke retshjælp

Hvis borgere oplever ikke at få ret, kan vi risikere mere selvtægt, advarer retspræsident på konference.

storybild

København. Jacob sidder i sin egen afføring på en madras på et kommunalt herberg. Luften er tyk af bananfluer.

Et foto af den hjemløse mand smækkes op på en storskærm på Christiansborg tirsdag, hvor der holdes konference om systemet med retshjælp, som ifølge tænketanken Justitia og mange af de fremmødte ikke fungerer godt nok. Det er Gadejuristens leder, Nanna Gotfredsen, der præsenterer sagen.

- Jeg talte 22 socialarbejdere, der kendte ham og hans problemer, men der blev ikke handlet på hans behov, siger hun.

- Velfærdssamfundet er designet til at servicere middelklassen, og sådan er det også, når det gælder retshjælp, siger Nanna Gotfredsen.

Venstre-politikeren Preben Bang Henriksen har også et eksempel på en virkelig person med i sit oplæg. Det er "grønthandler Jensen", der trues af en stor huslejestigning.

Men hvis Jensen forsøger at stritte imod udlejeren i retssystemet, risikerer han en regning på godt 132.000 kroner. Det kan altså være alt for dyrt at få ret.

I en analyse udpeger Justitia en række ting, der bør fikses. For eksempel er det et problem, at Gadejuristen ikke kan få tilskud som retshjælp, fordi den angiveligt ikke er åben for alle.

De mest udsatte i samfundet orker ikke selv at opsøge et retshjælpskontor eller en advokatvagt. Ofte kender de ikke de juridiske muligheder, de faktisk har. Derfor har opsøgende retshjælp ifølge Justitia stor betydning.

- Vi møder mennesker, der er er på skideren på den ene eller den anden måde. De har svært ved at formulere deres problemer, siger en repræsentant fra KFUM på konferencen.

Her deltager også blandt andre advokat Ole Dueholm fra Silkeborg Retshjælp.

- Der er flere, der har brug for retshjælp, end der får den, siger han. Det nuværende system er et rod af lappeløsninger og trænger til forenkling, mener han og andre.

En af dem er advokat Nikolaj Linneballe, der sammenligner retten til at få juridisk rådgivning med retten til et lægebesøg.

Også et par andre politikere end Preben Bang Henriksen (V) er mødt op for at lytte. De hører en advarsel fra retspræsident Christian Lundblad.

- Hvis man ikke kan få ret, risikerer vi at havne i et helt andet samfund. Det bliver et samfund med selvtægt, og hvor de stærke bestemmer økonomisk og fysisk. I øjeblikket har vi banderne, siger Lundblad.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx