Af Ritzau - 24/03-17 21:30

Politifolk rådes til ikke at underskrive rapporterPolitifolk rådes til ikke at underskrive rapporter

Politifolk opfordrer sigtede til at underskrive afhøringsrapporter, men de vil ikke selv underskrive dem.

storybild

Når politifolk kommer i problemer er deres advokat stort set altid Torben Koch. Og han giver politifolkene besked på, at de ikke skal gennemlæse eller underskrive afhøringsrapporter med deres forklaringer. (Billede: Scanpix/Jeppe Michael Jensen)

Når politifolk afhører en sigtet, opfordrer de altid vedkommende til at gennemlæse og underskrive afhøringsrapporten.

Men når betjente selv bliver afhørt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), nægter de at gennemlæse eller underskrive deres forklaring.

Og det sker på opfordring fra deres advokat, der i langt de fleste tilfælde er Torben Koch, skriver Information.

- Jeg siger selvfølgelig til dem, at de aldrig skal gennemlæse og underskrive en forklaring, siger Torben Koch til Information.

- Fordi enhver forklaring, man måtte afgive, kan komme ind og blive bilag ét på statsadvokatens anklageskrift. Og når man så har skrevet under på en forklaring, så selvkautionerer man nærmest indholdet af den.

Torben Koch forklarer, at det er officiel politik, at politiet altid skal lade sig afhøre. Men som advokaten siger, er en afhøring, der ikke er underskrevet, ikke "to potter pis værd".

Ingen har pligt til at afgive en forklaring til hverken DUP eller politiet. Det medgiver politiklagemyndighedens chef.

- Men der er ikke nogen tvivl om, at en forklaring, der er gennemlæst og gerne også underskrevet, hvor man sikrer sig, at det, der står, er rigtigt, er det bedste udgangspunkt for at vurdere sagen på skrivebordet eller i retten, siger direktør i DUP, Kirsten Dyrmann, til Information.

Det er velkendt, at forsvarsadvokater opfordrer deres klienter til ikke at underskrive afhøringsrapporter.

I politiets tilfælde virker det dog en anelse dobbeltmoralsk, mener professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet.

- Politifolk vil altid selv gøre, hvad de kan for at få den afhørte til at underskrive politirapporten.

- Så det er lidt bagvendt eller ligefrem dobbeltmoralsk, at politiets egen faste advokat opfordrer sine klienter i politiet til ikke at gøre det, de selv opfordrer til, siger Jørn Vestergaard til Information.

Formanden for Advokatrådets Strafferetsudvalg, Sysette Vinding Kruse, mener dog, at Torben Kochs rådgivning til betjentene er fuldt ud etisk forsvarlig.

Betjentene skal nemlig have samme rettigheder som civile borgere, når de afhøres, lyder argumentet ifølge Information.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx