09/11-17 10:32

Bestikkelse: It-folk ville give ansat i region \Bestikkelse: It-folk ville give ansat i region "faldskærm"

Det er eddermame vigtigt at spise en bøf med it-chef, siger pressede forretningsfolk i aflyttet samtale.

storybild

To rejser til Dubai indgår i den store straffesag om bestikkelse, der behandles ved Retten i Glostrup. Free/Colourbox

København. En tiltalt forretningsmand i en stor sag om bestikkelse af offentligt ansatte i Region Sjælland og Rigspolitiet gentager sig selv under en afhøring i Retten i Glostrup torsdag. Og det er helt bevidst.

- Kunder er vigtige for leverandører. Lad mig sætte to streger under. Kunder er vigtige for leverandører, siger den tidligere koncerndirektør i Atea og medstifter af det konkurrerende firma 3Ait.

Han er tilsyneladende lidt frustreret over spørgsmål om en telefonsamtale, som politiet aflyttede 8. juni 2015, dagen før en serie anholdelser i juni 2015.

I rettens højttaler kan man høre ham snakke med chef-kollega i 3Ait, der også er anklaget. Mændene taler om, at de "eddermame" skal spise en bøf i Ringsted med it-chefen i Region Sjælland.

"Vi laver lort, hvis vi ikke får ham i gang," kan man høre den ene sige med henvisning til den offentligt ansatte, og de ord vil Bagmandspolitiet i torsdagens retsmøde gerne have forklaret.

- Man kriminaliserer det at arbejde med en kunde, udbryder den tiltalte.

- Selvfølgelig er en it-chef vigtig for en leverandør. Det handler om at levere til regionen, forklarer han.

På tidspunktet for samtalen havde 3Ait vundet "danmarkshistoriens største it-udbud" fra Region Sjælland. Kæmpen på markedet, Atea, var blevet slået. Men regionen annullerede resultatet, fordi der var mistanke om ugler i mosen og om bestikkelse.

I telefonen snakkede forretningsmændene i lang tid om it-chefen, som de et halvt års tid før havde hygget sig med i Dubai.

"Jeg har tænkt på at få ham syet ind i klubben ... hvis vi kunne udstyre ham med en faldskærm og sige, "du Rene, nu gælder det kraftedeme om, at vi tager nogle chancer her, og hvis det resulterer i, at du bliver pebet ud ... så må du arbejde for 3Ait de otte år ..."

Men i torsdagens efterfølgende afhøring i retten afviser begge, at de faktisk præsenterede it-chefen for en job-mulighed i deres selskab. De forklarer flere gange, at it-chefen var vred over Ateas opførsel, og at dette skyldtes "trusler" fra selskabets side.

- Det var en lang række adfærdsmæssige ting, forklarer den ene. Og ligesom sin kollega gentager han i øvrigt også sig selv ved et henvise til, hvad bestyrelsesformanden i Atea skal have sagt om ham og hans kammerater i 3Ait: "Kill them on the beach".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx