09/02-18 14:33; Opdateret: 09/02-18 15:06

Seks om dagen: Ved du hvad der tæller med og ikke gør?Seks om dagen: Ved du hvad der tæller med og ikke gør?

Tæller frugt fra dåse og grøntsager fra frost med i regnskabet? Og hvad med svampe, kartofler og oliven? Bliv klogere her.

storybild

København. Det er lykkedes at få skrevet det officielle kostråd "seks om dagen" på lystavlen hos de fleste danskere efter gentagne kampagner. Om vi så får spist de seks stykker frugt og grønt hver dag, er så en anden sag.

Men selv om "seks om dagen" lyder dejligt simpelt, så er der nogle undtagelser, det kan være godt at kende. Det er nemlig ikke alt, der tæller med i det daglige indtag.

Bliv klogere på det daglige indtag af frugt og grønt her.

1) Fordelingen mellem frugt og grønt

Seks om dagen gælder både frugt og grønt - men ikke kun en af delene.

Anbefalingen lyder, at mindst halvdelen skal bestå af grøntsager. Du kan altså ikke slippe afsted med at spise seks stykker frugt - mindst tre af de daglige seks skal være fra grøntsagsskuffen.

Det anbefales særligt at gå efter grove grøntsager. Det kan være broccoli og blomkål, men også ærter og bønner tæller med her.

De grove grøntsager hjælper med at komme op på den anbefalede mængde kostfibre ifølge DTU Fødevareinstituttets rapport "Evidensgrundlaget for danske råd om kost og fysisk aktivitet".

2) Frost og dåse tæller også

Du behøver ikke kun at fylde kurven i frugt- og grøntafdelingen. Det tæller også med, når du spiser frugt og grønt fra frysedisken eller fra dåse.

Så en dåse flåede tomater eller frosne grøntsager til wokretten tæller i regnskabet. Det betyder heller ikke noget, om det er rå eller tilberedte grøntsager. Og alt tæller med - fra den sammenkogte ret til pizzatoppingen.

3) Kartofler tæller ikke med

Hvad der derimod ikke hiver regnskabet op, er ellers lidt af en national favorit. Kartoflen kan ikke indgå i de seks om dagen.

Der er nemlig ikke nok evidens for, at kartoflen har en positiv effekt på livsstilsrelaterede sygdomme ifølge DTU Fødevareinstituttets rapport.

Det betyder dog ikke, at man skal holde sig fra kartoflerne. DTU Fødevareinstituttet konkluderer i deres rapport, at man bør spise kartofler, ris eller pasta og groft brød hver dag. Og så er kartoflen et yderst klimavenligt valg.

4) Løg tæller

Måske tænker du ikke over det, men løg er faktisk en supersund spise. Og derfor giver løg også grøntsagsregnskabet et hak opad. Så tilføj endelig medlemmer af løgfamilien til dine retter.

Faktisk bliver løg betragtet som en af de grove grøntsager, som Fødevarestyrelsen særligt anbefaler at få indenbords.

5) Nødder og tørret frugt tæller ikke med

Nødder og tørret frugt er lækre snacks og et godt alternativ til slik - men de tæller desværre ikke med i det store regnskab.

Nødder indeholder masser af sundt fedt, men ifølge anbefalingerne, som er baseret på en rapport fra DTU Fødevareinstituttet, bør man begrænse sit indtag til 30 gram om dagen. Det svarer til en lille håndfuld.

6) Oliven tæller ikke med

Det samme gælder for oliven. De salte sager er en lækker, men fedtholdig snack, som man ikke skal have alt for meget af. Og de tæller ikke med i de seks om dagen.

7) Svampe tæller ikke med

Svampe er lækre i madlavningen, men de boner heller ikke ud på grøntsagsoptællingen. Det hænger sammen med, at særligt rå svampe har et højt indhold af naturlige toksiner ifølge Fødevarestyrelsen.

Hvis man steger eller koger svampene, nedsættes indholdet af toksiner.

8) Vær opmærksom på juicen

Har man meget svært ved at komme op på seks om dagen - eksempelvis hvis man er småtspisende - så kan det være en mulighed at drikke juice, forklarer Susanne Walter Johannessen, som er ernæringsfaglig medarbejder hos Fødevarestyrelsen. Der er dog nogle forbehold.

- Juice indeholder jo kun dele af frugten og altså ikke frugtkødet med mere. Derfor kan det også kun anbefales, at man erstatter et af de seks om dagen med et lille glas juice - svarende til en deciliter, forklarer Susanne Walter Johannessen og fortsætter:

- Med andre ord kan man ikke bare drikke løs af juice, for juice har et højt energiindhold. Man oplever ikke samme mæthedsfølelse af såkaldte flydende kalorier, derfor kan man komme til at indtage for mange kalorier ved at drikke juice og sukkerholdige drikke.

Fakta: 600 gram om dagen

- Regnestykket med de seks om dagen bygger på, at hver enkelt indtag svarer til omkring 100 gram, så man i alt når op på 600 gram frugt og grønt om dagen.

- 100 gram grønt svarer til en stor gulerod, et stort løg, en peberfrugt, en rødbede, en kvart agurk, et kvart blomkålshoved eller et almindeligt salathoved.

- 100 gram frugt svarer cirka til et æble, en pære, en banen, en fersken, tre klementiner eller mandariner eller fem blommer.

Kilde: "6 om dagen - spis mere frugt og grønt".

/ritzau fokus/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Alle frygter det værste: Nu kommer...
bt.dk
8 'gode' grunde: Derfor synes...
bt.dk
Prins Vincents reaktion får Anders...
bt.dk
Åge Hareide svinger kniven: Disse...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx