03/12-17 19:00

25 år gammel sms opfylder stadig behov for hurtige beskeder25 år gammel sms opfylder stadig behov for hurtige beskeder

Sms'en har haft sin storhedstid. Men Ditte Laursen, forsker i mobilkommunikation, ser den stadig som relevant.

storybild

I 2010 blev der på verdensplan sendt 192.192 sms'er i sekundet, ifølge statistikportalen Statista. Scanpix/Kristoffer Juel Poulsen/arkiv

København. Det er 25 år siden, at den første sms-besked blev sendt. Men selv om antallet af sendte sms'er i Danmark er faldende, vil den unikke form for kommunikation fra mobiltelefonen ikke holde op med at være relevant.

Det mener Ditte Laursen, der har forsket i kommunikation på mobiltelefonen og har skrevet en ph.d. om det mobile samtalerum og unges kommunikation og samværsformer via mobilen.

- Uanset hvordan mobiltelefonen og sms'en udvikler sig fremover, så vil vi stadig have et behov for at kunne kommunikere skriftligt med en høj hastighed, siger Ditte Laursen.

Som kommunikationsform har sms'en i omkring to årtier domineret, hvordan folk over hele verden kommunikerer med hinanden.

Men det tog et stykke tid, før forbrugerne begyndte at forstå, hvordan man skulle bruge sms'erne. Telefoner med sms-kapacitet kom først i 1993, og først i takt med mobiltelefonens popularitet slog sms'en for alvor igennem.

- Brugen af sms'en topper for alvor omkring årtusindskiftet. Det var egentlig tænkt til forretningsfolk, men det er faktisk teenagerne, der begynder at sende sms'er, først i Finland og så i Danmark, siger Ditte Laursen.

Herfra bredes brugen af sms'er til resten af verden, blandt andet fordi sms'er var gratis i starten.

- Lidt senere kom det så til at koste flere kroner per sms, men da var det allerede udbredt, siger Ditte Laursen.

Skriftlig kommunikation havde man også før med e-mail og telefax, men med sms'en kunne man øge hastigheden på den skriftlige kommunikation.

Med konkurrencen fra utallige besked-apps som Facebook Messenger, Snapchat, iMessage og WhatsApp er sms'ens absolutte dominans inden for skriftlig kommunikation dog forbi.

Energistyrelsens seneste telestatistik viser, at antallet af sendte sms'er i Danmark fra andet halvår af 2015 til andet halvår af 2016 faldt med 505 millioner til 3,1 milliarder. Det svarer til et fald på 14 procent.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx