Af Niels Pedersen,Mads Brandsen - 28/03-18 09:17

Børnelægen Signe deler ærligt billede af sig selv: Sådan ser jeg ud efter en 17-timers vagtBørnelægen Signe deler ærligt billede af sig selv: Sådan ser jeg ud efter en 17-timers vagt

35-årige Signe Bødker Thim var træt og udkørt efter en 17 timer lang nattevagt på Regionshospitalet Viborgs børneafdeling i lørdags.

storybild

Men hun var også vred, frustreret og skuffet. Derfor satte hun sig ved tasterne og forfattede et opråb på Facebook, som hun flankerede med et billede af sig selv efter den lange nat på jobbet.

'Ved de overhovedet, at vi er mennesker?!?!?! Har de hørt om work-life balance? Ved de, at vi også har familie og børn? Har de hørt om rekruttering og fastholdelse af medarbejdere?,' spørger Signe Bødker Thim blandt andet i opslaget, som er blevet delt over 7.600 gange og får masser af opbakning fra bekymrede danskere.

Sådan så børnelæge Signe Bødker Thim ud efter en 17 timer lang vagt. Hun frygter, at hun og de andre ansatte i sundhedsvæsenet vil blive presset helt ud over kanten, hvis Regionerne for deres krav igennem ved overenskomstforhandlingerne. (Billede: Privat)

Det er de danske regioner, hun stiller spørgsmålene til. For i overenskomstforhandlingerne forlanger de blandt andet, at Signe Bødker Thim og de andre ansatte i sundhedssektoren fremover skal tage flere lange nattevagter, kan flyttes mellem alle regionens hospitaler og risikerer perioder med voldsomt arbejdspres.

»Som menneske bliver jeg nødt til at tro, at dem, der har stillet kravene, ikke kender til virkeligheden på de danske sygehuse. Ellers er det decideret uhyggeligt,« siger Signe Bødker Thim til BT.

Som mor til tre er hun i forvejen presset på grund af travlhed på jobbet, skiftende arbejdstider og mange lange aften- og nattevagter. Men regionerne lægger op til, at hun fremover kan få en 17-timers vagt hver fjerde dag, og ikke hver sjette dag som nu. Derudover vil de også opgøre de hospitalsansattes timer over hele året, frem for halvårligt som nu. Det betyder, at Signe Bødker Thim formentlig kan se frem til adskillige arbejdsuger i træk på over 50 timer i vinterhalvåret, hvor der er mest travlt på børneafdelingen.

»Jeg elsker mit job, og det er hjerteblod for mig at give børnene den rigtige behandling og en god oplevelse, når de kommer ind på afdelingen. Men jeg skal også kunne holde til det som menneske, og det bliver meget svært, hvis det her bliver gennemført,« siger Signe Bødker Thim.

Hun advarer mod, at det i sidste ende også kan gå ud over patienterne.

»Jeg frygter, at det her vil føre til flere sygemeldinger, mange opsigelser og ikke mindst flere lægefejl, simpelthen fordi vi vil blive presset helt i bund,« siger Signe Bødker Thim, som også selv vil tage sin jobmæssige fremtid til overvejelse, hvis regionerne står fast på deres krav i de i forvejen højspændte overenskomstforhandlinger, hvor parterne er så langt fra hinanden, at der er varslet strejke fra ansattes fagforbund og lockout fra Finansministeriet, regionerne og kommunernes side.

»Jeg bliver nødt til at overveje, hvornår nok er nok for mig, og det samme vil mange andre dygtige medarbejdere i sundhedsvæsenet gøre,« slutter hun.

Anders Kühnau (S), der foruden at være regionsrådsformand i Midtjylland også er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, ærgrer sig over den 'misforståelse', der har spredt sig under overenskomstforhandlingerne:

»Vores ønske er både at tilgodese personale og patienter. Eksempelvis kommer der flere patienter om aftenen på akutmodtagelserne. Det vil vi naturligvis gerne tage højde for personalemæssigt. Men det betyder ikke, at vi lægger op til, at lægerne skal have flere lange nattevagter. For at tilgodese bemandingen dér, hvor der er brug for personale, lægger vi op til, at man ansættes på en afdeling, der kan have flere matrikler,« siger han og fortsætter:

»Det betyder ikke, at ansatte skal flytte rundt tilfældigt på forskellige typer af afdelinger. Men hvis der er mangel på personale indenfor ens speciale på et andet hospital i ens region, er det sund fornuft, at man også kan hjælpe dér.  Sidst men ikke mindst ønsker vi ikke, at ansatte har 50 timers arbejde om ugen i vinterhalvåret. Dét får de heller ikke, selv om vi i højere grad tilgodeser de behov, som hospitalerne og patienterne har.«

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

17-årige Cecilie har fået nok af...
bt.dk
Tophemmeligt møde i København: Her er...
bt.dk
Dansk dagligvarekæde sælger nu...
bt.dk
Politiet har svært ved at skjule sin...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx