Af Ritzau - 13/03-17 07:04; Opdateret: 13/03-17 08:34

WWF frygter for grønne danske virksomheders omdømmeWWF frygter for grønne danske virksomheders omdømme

Danmarks omdømme som frontløber i den grønne omstilling er på vej i skraldespanden, mener John Nordbo.

storybild

Opfattelsen af Danmark som foregangsland indenfor grøn omstilling vil ændre sig, hvis regeringen tillader Co2-udledningen at stige, mener John Nordbo fra WWF Verdensnaturfonden. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

En basisfremskrivning fra Energistyrelsen viser, at den danske CO2-udledning fra 2020 for første gang i mange år ser ud til at stige frem mod 2030.

Og det vil danske virksomheder, der arbejder med klimavenlig teknologi, få at mærke, spår John Nordbo, der er klimachef i WWF Verdensnaturfonden i Danmark.

- Det er en katastrofe for Danmarks grønne brand. Stakkels grønne virksomheder, der lever godt af, at vi har et brand, hvor vi er dem, der tager hånd om og løser klimaproblemer, siger han.

- Det her vil omverdenen for alvor opdage. Vi har stadig nogle år at løbe på og for alvor få lagt kursen om, fordi det her er kritisk.

Fremskrivningen er en beregning baseret udelukkende på vedtagne politiske aftaler og ikke ambitioner eller intentioner.

Den viser, at den samlede danske udledning af drivhusgasser bryder med et kontinuerligt fald siden 1990 medmindre yderligere tiltag vedtages fra Christiansborg.

Regeringen har varslet, at den til efteråret vil komme med sit udspil til en forbedring af den grønne omstilling.

John Nordbo peger på særligt ét oplagt sted, regeringen kan starte, hvis den vil plukke en lavthængende frugt: En fritagelse af elbiler fra registreringsafgiften.

- Det er en forrykt politik, der føres, når man ved, at det er, hvad der skal til på den lange bane, siger han med henvisning til den manglende fritagelse.

Også den enkelte private energiforbruger bør ifølge John Nordbo få hjælp til at spæde til med at effektivisere energiforbruget.

- Den enkelte dansker bør være med til at overveje sit energiforbrug. Det tror jeg egentlig også, den enkelte dansker gør, når de køber hvidevare og bruger energi i hjemmet, siger han.

- På den længere bane vil det være oplagt at satse på, at der er nogle stærkere incitamenter til at renovere sit hus ordentligt klimamæssigt, når man i forvejen er i gang.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx