20/11-17 04:02

Tilfældigheder på stemmesedlen er med til at afgøre valgetTilfældigheder på stemmesedlen er med til at afgøre valget

Politikere får flere stemmer, hvis de står øverst på stemmesedlen til kommunalvalget, viser ny forskning.

storybild

Står du øverst på stemmesedlen, så har du en fordel i forhold til dine partifæller, viser ny, dansk undersøgelse. Scanpix/Bax Lindhardt/arkiv

København. Der er ekstra god chance for succes til kommunalvalget, hvis en politiker står i øverste række på stemmesedlen.

Dermed kan en tilfældig placering på stemmesedlen være med til at afgøre, om en politiker bliver valgt ind i byrådet eller ej.

Det viser en nyere dansk undersøgelse ifølge Videnskab.dk.

I undersøgelsen har forskerne set på kommunale stemmesedler, hvor partiernes kandidater er oplistet i flere kolonner.

Studiet viser, at alene ved at blive tilfældigt placeret øverst i anden kolonne på stemmesedlen kan en politiker høste ekstra stemmer.

- Vi kan se, at det giver en ret stor gevinst for en kandidat. En placering øverst i anden kolonne giver i gennemsnit tre-fire procent ekstra personlige stemmer, siger Jens Blom-Hansen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

- Det lyder måske ikke af så meget, men i kommunalpolitik kan det sagtens være afgørende for, om du bliver valgt eller ej, tilføjer han.

Hvert parti i den enkelte kommune kan selv bestemme rækkefølgen af kandidater på stemmesedlen. Nogle partier sætter deres topkandidater først på listen. Andre partier sætter kandidaterne i alfabetisk rækkefølge.

Når det gælder anden eller tredje kolonne på stemmesedlen, er det imidlertid tilfældigt, hvem der står øverst. Her har politikere og partier ingen indflydelse.

Forskerne har længe haft mistanke om, at rækkefølgen på stemmesedlen har betydning. Men det er første gang, at det er blevet bevist på danske stemmesedler.

- Kommunalforsker Kurt Houlberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Viden og Velfærd bekræfter, at studiet "med meget stor sikkerhed" viser, at rækkefølgen på stemmesedlen har betydning for, hvem der bliver valgt.

- Studiet viser, at nogle kandidater får en gratis gevinst af at stå øverst på stemmesedlen, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx