Af Ritzau - 11/12-16 03:39

Ny analyse kæder digital mobning og selvskade sammenNy analyse kæder digital mobning og selvskade sammen

Risikoen for selvskade er dobbelt så stor, hvis mobningen er digital, sammenlignet med mobning i skolen.

storybild

Ifølge direktør Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår er digital mobning ofte usynlig for de voksne. (Billede: Free/Colourbox.com)

Hver tredje ung har oplevet at blive mobbet, og en ny analyse viser nu en sammenhæng mellem mobning og selvskade.

Det skriver Berlingske.

Undersøgelsen fra Center for Selvmordsforskning viser således, at risikoen er dobbelt så stor, hvis mobningen er digital, mens der ikke er forøget risiko, hvis mobningen kun foregår i skolen.

Undersøgelsen peger samtidig på, at den nyere digitale mobning er et monster, der ødelægger mobbede børns selvværd i en grad, man ikke tidligere har kendt til.

For selv om digital mobning stadig er mindre udbredt end "gammeldags" mobning i skolen, er skadevirkningerne større.

Det fortæller Lilian Zøllner, der er centerleder på Center for Selvmordsforskning.

- Vi har gennemført undersøgelser blandt børn og unge siden 2001 og kan konstatere, at der ikke er blevet mindre mobning, men at der er kommet flere modbydelige måder at mobbe på, siger hun til Berlingske.

- Ved den gammeldags skolegårdsmobning kan barnet identificere mobberne, og nogle børn formår også at bede andre om hjælp. Den digitale mobning har mere vidtrækkende konsekvenser, fordi barnet ikke altid kan identificere mobberne og ikke ved, hvor mange der tager del i mobningen, uddyber hun.

- Som samfund har vi et meget stort problem.

At den digitale mobning er særligt ondskabsfuld, genkender direktør Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår, der driver Børnetelefonen.

- Den digitale mobning er svær at slippe væk fra. Den er der 24 timer i døgnet, hvor børn oplever social isolation, angreb, billeddelinger og hackede profiler, siger han.

- Vores indtryk er, at der i langt de fleste alvorlige mobbetilfælde er en digital dimension. Vi hører ikke så meget om, at børn kun bliver mobbet i skolen, siger han videre og tilføjer, at den digitale mobning også ofte er usynlig for de voksne.

Hvis et barn bliver mobbet, er risikoen for, at barnet skader sig selv ved for eksempel at skære sig i armene, næsten dobbelt så stor som for børn, der ikke bliver mobbet.

Hvis barnet oplever mobning i skolen eller til fritidsaktiviteter, er der ikke en statistisk øget risiko for, at barnet skader sig selv sammenlignet med børn, der ikke har oplevet mobning.

Men hvis barnet modtager ubehagelige sms'er og opkald på mobiltelefonen, er risikoen for selvskade dobbelt så stor som blandt ikke-mobbede børn. Og mobning på internettet, for eksempel på Facebook, er næsten lige så skadeligt som mobning på mobilen, skriver Berlingske.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx