Af - 14/03-14 11:06

Vestager: Jeg må tælle til 10, når jeg er på FacebookVestager: Jeg må tælle til 10, når jeg er på Facebook

Toppolitikere svines til på Facebook med hårde ord, selv om deres opdateringer ikke handler om politik. Respekten er ikke altid tilstede, lyder det.

storybild

Et uskyldigt billede af erantis-blomster fik en af Margrethe Vestagers 'venner' på Facebook til at skrive: "Må være rart at kunne ødelægge livet for landets fattigste og bagefter lade som ingenting." (Billede: Polfoto)

Danske toppolitikere fremhæver og debatterer hver dag aktuelle sager på Facebook, men det sociale netværk er også blevet en central, hvor politikerne svines til.
Selv for ting, der ikke har med politik at gøre.

”Hold din kæft”, ”Korrupte landsforræder” og ”Du er en klovn” er et udpluk fra politikernes profiler.

Margrethe Vestager fra Radikale Venstre følges af næsten 40.000 på Facebook og kender den hårde tone.

- Politik handler om at diskutere - også når man er uenig. Det kræver gensidig respekt, og den er ikke altid tilstede på sociale medier. Det tankevækkende er, at det kan være meget svært at høre, hvad andre siger, når de råber ad en, siger Vestager, som fornylig fik en række hårde kommentarer på baggrund af noget så simpelt som et billede af erantis-blomster.

- Jeg bestræber mig på at udtrykke mig på de sociale medier, som om jeg taler direkte med et andet menneske. Hvis jeg bliver vred eller ked af en kommentar, tæller jeg til ti og sover på det. Så er det ude af verden. Men nogen gange virker det til, at det bliver glemt, at man taler til mennesker - også på twitter, Facebook og i kommentarer til avisernes artikler, siger økonomi – og indenrigsministeren til MX.dk.

Hun godtager ikke præmissen om, at politikere skal være mere hårdhudede.

- Det er vigtigt, at tale ordentlig til hinanden, og jeg synes ikke, at vi som politikere bare skal acceptere den hårde tone, siger Margrethe Vestager.

Forleden var alle Folketingets medlemmer inviteret til hofbal af dronningen, deriblandt Konservatives formand Lars Barfoed, og i forbindelse med festen lagde han et billede på sin Facebook-profil af sig selv og sin ledsager.

- Hvorfor får jeg aldrig lov at klæde mig fint ud og feste for andre menneskers penge, kommenterede en bruger.

Lars Barfoed forsøger at abstrahere fra den slags.

- Det er en promille af den respons, jeg får, som kan gå under kategorien tilsvininger, men når det sker, tænker jeg, at det siger mere om dem, der skriver det, end det siger om mig, siger Barfoed, som mener at politikere skal kunne tåle mere end andre, så længe diskussionerne er konstruktive.

- Det er altid interessant at høre, hvad danskerne mener om vores politik, så jeg nyder at læse kommentarene på min væg, også de kritiske, så længe de er konstruktive. Jeg er dog ikke blind over, at der specielt i de unges univers foregår hård mobning på Facebook, og det skal man være opmærksom på, siger Lars Barfoed til MX.dk.

Ifølge David Ledstrup, som er social medie-rådgiver, er den hårde tone mod politikerne ikke noget nyt, men nettet har synliggjort den rå kritik af de folkevalgte.

- Nu er der en platform, hvor vi kan råbe, og mange føler, de kan tillade sig mere på nettet, fordi de kan gemme sig, siger han.

- Vi agerer anderledes på nettet, end vi gør i virkeligheden, og generelt er der en tendens til, at folk på Facebook er hårdere overfor personer i samfundet, som er eksponerede.


LÆS OGSÅ: Astrid Krag svines til efter chok-skifte

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx