22/11-17 08:38; Opdateret: 22/11-17 15:53

Dansk Folkeparti går fra én borgmester til ingenDansk Folkeparti går fra én borgmester til ingen

Dansk Folkeparti får tilbagegang i kommunerne efter tirsdagens valg, og borgmesterposten i København er tabt.

storybild

København. Dansk Folkeparti havde både en borgmesterpost og borgmesterdrømme før valget.

Men efter at stemmerne er talt op, og de fleste konstitueringer er faldet på plads, må partiet både sande en tilbagegang i kommunerne, og at partiets eneste borgmesterpost er tabt.

Dansk Folkeparti er gået fra 10,1 procent af stemmerne i 2013 til 8,8 procent efter tirsdagens kommunalvalg. Det er en tilbagegang på 1,3 procentpoint.

- Der er nok en del af vores vælgere, som ikke anser kommunalvalget som så vigtigt, og derfor er blevet hjemme på sofaen, siger partiets gruppeformand, Peter Skaarup.

- Vi har nok ikke været så gode til at overbevise vores vælgere om, at det er også er vigtigt, det der foregår ude i kommunerne, siger han.

Dansk Folkeparti havde øjnet muligheden for, at byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune René Christensen (DF) kunne snuppe borgmesterposten. Men det lykkedes ikke.

Selv om DF havde et godt valg i kommunen med en lille fremgang, måtte partiet se sig slået af siddende borgmester John Brædder fra lokallisten Guldborgsundlisten.

Samtidig har partiet også mistet sin eneste borgmesterpost i København.

Byrådsmedlem Carl Christian Ebbesen (DF) har haft posten som kultur- og fritidsborgmester, men den post overtager Alternativet formentligt, efter at partiet er kommet ind i Københavns Borgerrepræsentation med seks mandater.

Dansk Folkeparti går 2,4 procentpoint tilbage i København.

- Vi vil ikke sælge vores gamle bedstemor for at få borgmesterposter. Vi skal nok få borgmesterposter i Dansk Folkeparti. Det vigtigste er, at vi er godt repræsenteret rundt omkring i kommunerne, siger Peter Skaarup.

- Selve borgmesterposten er ikke godt nok i sig selv, for vi skal også have et flertal bag, som kan gennemføre den politik, vi går til valg på, siger gruppeformanden.

I Greve pegede mere end ét parti angiveligt på folketingsmedlemmet og byrådsmedlemmet Liselott Blixt (DF) som borgmester natten til onsdag. Det fortalte hun til sn.dk.

Men DF'eren valgte sammen med Liberal Alliance at bakke op om Pernille Beckmann (V), der dermed kan fortsætte på borgmesterposten. Liselott Blixt selv bliver 1. viceborgmester.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx