Af Ritzau - 15/03-17 15:58

DF: Regeringen vil stadig arbejdsprøve folk ned til en timeDF: Regeringen vil stadig arbejdsprøve folk ned til en time

Ledige hjælpes ikke af ændringer i ressourceforløb, som regeringen og flere røde partier indfører, siger DF.

storybild

Daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) er i samråd om reformen af fleksjob og førtidspension med ressourceforløb og arbejdsprøvning. Flertallet af regeringen, Socialdemokratiet, SF og De Radikale har nu ændret reformen, men Dansk Folkeparti er utilfreds. (Billede: Scanpix/Erik Refner)

Det nytter ikke, at regeringen, Socialdemokratiet, De Radikale og SF ændrer reglerne en smule for ressourceforløb. Det er selve loven, der skal ændres, mener støttepartiet Dansk Folkeparti.

- De har ikke gjort noget ved det, jeg har kritiseret: At folk skal arbejdsprøves ned til en time og under en time i fleksjob, siger arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted (DF).

- Jeg havde ønsket en grænse på fem timer om ugen til fleksjob, medmindre den syge selv ønsker noget andet.

Reaktionen kommer efter, at partierne bag førtidsreformen onsdag præsenterede tre ændringer til den udskældte reform.

Dansk Folkeparti står udenfor reformen fra 2012. Reformen skulle sikre, at personer under 40 år som udgangspunkt ikke får tilkendt førtidspension, men i stedet tilbydes ressourceforløb.

Med de nye initiativer får borgere ret til at få en ekstra helbredsvurdering fra en regional sundhedskoordinator. Derudover får kommunerne i en skrivelse indskærpet, hvem der er målgruppen for ressourceforløb.

Slutteligt afsættes en pulje på 40 millioner kroner til at styrke borgerinddragelse, sagsbehandlingstider og en bedre parring mellem borgere og virksomheder til praktikophold.

- Det er selvfølgelig positivt, hvis kommunerne mere aktivt lever op til lovgivningen. Men lovens indhold ændres ikke, siger Bent Bøgsted.

- Jeg savner, at de gør noget ved de oplagte tilfælde, hvor folk skal have førtidspension. Det har de ikke gjort noget ved.

Også Enhedslisten og Alternativet kritiserer de nye initiativer for ikke at tage fat om problemets rod: At kommunerne sender borgere, der åbenlyst skal have førtidspension, i endeløse ressourceforløb for at spare penge.

Partierne bag reformen fastholdt på et pressemøde onsdag, at intentionerne stadig er gode, men at der er elementer i reformen, der ikke virker.

Inden nytår vil partierne vurdere reformen, som trådte i kraft i 2013.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx