Af Ritzau - 04/05-17 11:44; Opdateret: 04/05-17 12:17

Anklager vil fremlægge nye beviser i Kundby-sagAnklager vil fremlægge nye beviser i Kundby-sag

Ingen afgørelse om 17-årig piges skyld i terrorsagen fredag. Anklager har fremsat usædvanligt ønske.

storybild

Anklager i Kundby-sagen, Kristian Kirk, er kommet med en usædvanlig begæring i nævningesagen mod en 17-årig pige. Hun er tiltalt for forsøg på terror (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

I allersidste øjeblik ønsker anklageren at fremlægge nye beviser i sagen om pigen fra Kundby.

Derfor kan Retten i Holbæk ikke som planlagt fredag afgøre, om pigen er skyldig i forsøg på terrorisme, oplyser retten i en pressemeddelelse.

Anmodningen er kommet på et tidspunkt, hvor bevisførelsen egentlig var overstået.

Anklager Kristian Kirk vil fredag anmode nævningetinget om tilladelse til at præsentere de nye oplysninger. Han anerkender overfor DR, at der er tale om en usædvanlig situation.

- Det er noget, vi mener skal indgå i rettens vurdering af skyldsspørgsmålet. Hvis ikke vi mente, at det var rigtigt vigtigt, ville vi ikke lave en så usædvanlig begæring, siger han til DR.

Pigen, der nu er 17 år, er tiltalt for at have forsøgt at fremstille bomber, der skulle bringes til sprængning på to skoler. Dette er forsøg på terrorisme, mener anklagemyndigheden.

Umiddelbart er det uklart, hvad de nye oplysninger drejer sig om.

Pigens forsvarer, advokat Mette Grith Stage, siger ifølge DR om anklagerens ønske, at der er tale om en "absurd situation".

Hun mener, at retten skal sige nej til anklagerens ønske om at fremlægge nye oplysninger.

Nævningesagen begyndte 19. april. På flere retsmøder er der fremlagt en mængde oplysninger, ligesom pigen og andre er blevet afhørt.

Det, der kaldes bevisførelsen, er altså overstået. Og såvel anklager som forsvarer har også holdt deres afsluttende taler til nævninger og dommere om, hvordan de mener, at skyldsspørgsmålet bør vurderes.

28. april blev det sidste retsmøde holdt, og meningen var, at resultatet af nævningers og dommeres votering skulle afsiges i en kendelse fredag formiddag.

Dette bliver ikke til noget. Voteringen er udsat. I stedet skal retten altså beslutte, om anklagerens ønske skal efterkommes.

Dette spørgsmål skal nævningerne dog ikke være med til at afgøre, fremgår det af en pressemeddelelse fra retten torsdag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx