06/11-17 06:03

Tiltale: Mand fragtede narkomillioner og gemte militærriffelTiltale: Mand fragtede narkomillioner og gemte militærriffel

Retten i Roskilde indleder mandag en sag, hvor to personer er tiltalt for at have assisteret en narkoboss.

storybild

En mand og en kvinde er ved Retten i Roskilde tiltalt for at have assisteret en narkoboss. Free/Colourbox

Roskilde. En lastvogn proppet med appelsiner fra Spanien havde også ulovlige varer med, da den foråret 2016 blev standset af politiet i Herfølge på Midtsjælland.

En 37-årig mand har allerede indrømmet, at det var ham, der havde arrangeret transporten af et halvt ton hash på lastbilen, som også havde 18,5 ton appelsiner med.

Hashen skulle transporteres videre og sælges. Den opgave uddelegerede manden, og nu er en 42-årig mand og en 39-årig kvinde tiltalt for netop den tjans. Det er Retten i Roskilde, der behandler sagen, som indledes mandag.

Anklageskriftet er omfattende. Særligt den 42-årige mand har ifølge anklagemyndigheden spillet en stor rolle i sagen. Helt konkret er manden tiltalt for at have kørt med hashen til blandt andet Fyn, Uppsala og Malmø.

Køberne gav ham penge for leverancen, som så blev givet videre til bagmanden og andre ukendte gerningsmænd, lyder anklagen.

Det indebar blandt andet en tur til Sverige i april 2016, hvor han skulle hente mindst 390.000 euro - svarende til knap 4 millioner kroner.

På turene havde han også 30 mobiltelefoner med, som blev delt ud til narkokunder og leverandører rundt om i Europa.

Narkomillionerne blev ifølge tiltalen fragtet til en modtager i Holland.

Desuden er han anklaget for at have opbevaret en M95 militærriffel. Hvad han ikke var klar over, var, at politiet havde uskadeliggjort riflen, så den ikke kunne bruges, lyder det.

Ifølge anklageskriftet har den 39-årige kvinde hjulpet sin medtiltalte med primært praktiske ting. Opgaverne var blandt andet at holde regnskab og tælle narkopenge.

Hun var dog også med på mange af turene rundt i Europa, lyder det.

Der er foreløbig afsat fem retsdage til sagen. Det vides ikke, hvordan de to forholder sig til tiltalen.

Den 37-årige bagmand blev i juni idømt ubetinget fængsel i syv år ved Retten i Aarhus.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx