Af Ritzau - 28/03-17 08:10; Opdateret: 28/03-17 08:30

Musikeren og multitalentet Peter Bastian er dødMusikeren og multitalentet Peter Bastian er død

Peter Bastian var oprindelig uddannet i teoretisk fysik, men uddannede sig sideløbende som klassisk fagottist.

storybild

Multitalentet Peter Bastian var mest kendt for sin musik, hvor han opnåede stor popularitet inden for både klassisk og rytmisk musik. Han er død i en alder af 73 år. (Billede: Scanpix/Morten Juhl)

Multitalentet Peter Bastian er død i en alder af 73 år. Det skriver Berlingske.

På Facebook skrev saxofonisten Benjamin Koppel tidligere på morgenen:

- Lyden af min barndom. En af mine største inspirationer som blæser. Et fantastisk menneske. Min kære onkel Peter er her ikke mere.

Peter Bastian var mest kendt for sin musik, hvor han opnåede stor popularitet inden for både klassisk og rytmisk musik.

Han var oprindelig uddannet i teoretisk fysik på Københavns Universitet, men uddannede sig sideløbende som klassisk fagottist på musikkonservatoriet. Dertil kom årelange studier i slavisk og tyrkisk klarinet.

Den Danske Blæserkvintet, som han var med til at stifte i 1968, er et af Skandinaviens fornemste kammermusikensembler.

De fem musikere har spillet over hele verden og lavet adskillige pladeudgivelser.

Kun to år efter stiftede Peter Bastian Balkan Trioen sammen med harmonikaspilleren Egon Aagaard og trommeslageren John Ravn. Trioen opnåede stor popularitet i 1970'erne.

Ved siden af sit virke som musiker har han undervist og komponeret. Fra 1975 til 1992 underviste han i klassisk fagot og kammermusik på musikkonservatoriet.

I 1987 brød han desuden igennem som forfatter med bogen "Ind i musikken". Den handler om musik og bevidsthed og er udkommet på flere sprog.

Peter Bastian har gennem årene medvirket i stribevis af radio- og tv-programmer og ikke mindst de populære bøger har gjort ham til en af landets mest efterspurgte foredragsholdere.

I 1988 belønnede DR ham med Rosenkjærprisen for hans formidling af musik og tanker på "et højest tænkeligt og dog ligefremt plan".

Ved siden af musikken underviste Peter Bastian desuden i meditation. Han malede også, ligesom han var en passioneret fjeldvandrer.

Han fik i 2014 konstateret en alvorlig kræftsygdom.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx