Af Ritzau - 21/03-17 13:26; Opdateret: 21/03-17 14:00

To danskere undgår sag om krigsforbrydelser i HvideruslandTo danskere undgår sag om krigsforbrydelser i Hviderusland

Rigsadvokaten har afvist en anmeldelse fra Simon Wiesenthal Centret mod to tidligere frikorpsmænd.

storybild

Rigsadvokat Ole Hasselgaard og hans medarbejdere har afvist at rejse en straffesag om krigsforbrydelser begået i Hviderusland under Anden Verdenskrig (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Claus Bech)

Der bliver ingen straffesag mod to mænd fra Frikorps Danmark. De var anmeldt for krigsforbrydelser i en lejr i Hviderusland under Anden Verdenskrig.

Det er Rigsadvokaten, som tirsdag oplyser, at man har besluttet ikke at rejse en sag.

Samme konklusion er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet tidligere nået til.

Det er Simon Wiesenthal Centret, som står bag anmeldelsen.

De to mænd meldte sig som frivillige til Frikorps Danmark og gjorde tjeneste i en lejr ved Bobruisk i 1942 og 1943. De valgte dermed at gå i Hitlers tjeneste i kampene på Østfronten.

Lejren var imidlertid ikke en koncentrationslejr. Den fungerede især som uddannelseslejr, og i hjørne af den var jøder interneret, oplyser statsadvokat Mohammad Ahsan på Rigsadvokatens kontor.

Men resultatet er altså blevet, at der ikke kan rejses en sag.

Den ene af mændene blev efter krigens afslutning idømt fængsel i seks år for at have ladet sig hverve til tysk krigstjeneste.

Dengang blev der ikke taget stilling til hans rolle i Hviderusland, men nu sætter anklagemyndigheden altså langt om længe punktum i sagen for manden, der er i 90'erne.

Statsadvokat Mohammad Ahsan oplyser, at Rigsadvokaten ikke har fundet beviser for, at mændene selv begik strafbare forhold mod jøderne.

Desuden er der heller ikke beviser for, at de hverken aktivt eller passivt medvirkede til drab og vold mod jøderne.

Om det sidste siger Mohammad Ahsan, at det blandt andet har betydning, at de var ganske unge rekrutter - henholdsvis 17 og 20 år.

Men også andre forhold spiller ind i vurderingen:

- De var i lejren i forbindelse med et kortvarigt uddannelsesophold. Der var ikke tale om en koncentrationslejr. Den danske enhed, som de indgik i, havde kun en begrænset rolle. Og de to havde en helt underordnet stilling i lejren og havde ikke indflydelse på de jødiske fangers vilkår, siger Mohammad Ahsan.

Tidligere har dagbladet Information beskrevet sagen, og i den forbindelse har en historiker sagt, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis den var blevet behandlet i Tyskland.

- I Tyskland siger man, at det at have været en del af udryddelsesmaskineriet i en lejr, det er nok til, at man er medvirkende til mord, har Therkel Stræde sagt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx