07/11-17 05:33

Gode poster får borgmesterkabaler til at gå op efter valgetGode poster får borgmesterkabaler til at gå op efter valget

Fordelingen af poster i udvalg og bestyrelser er med til at få konstitueringerne til at gå op i kommunerne.

storybild

Valgkampen er i gang rundt om i kommunerne. Når stemmerne er talt op, er det ikke kun borgmesterposten, der er i spil. Scanpix/Henning Bagger/arkiv

København. Når stemmerne er talt op efter kommunalvalget 21. november, er det ikke kun borgmesterposter, der skal fordeles rundt omkring i landets byråd og kommunalbestyrelser.

De folkevalgte i kommunerne skal også fordele en række poster i udvalg og bestyrelser, som kan være indbringende sidehverv for kommunalpolitikerne - de såkaldt gode ben.

Det er for eksempel poster i økonomiudvalget og de stående udvalg samt de kommunalt ejede forsynings-, havne- eller trafikselskaber.

En formandspost i et udvalg kan i nogle kommuner for eksempel give omkring 200.000 kroner om året.

Ifølge forskningsleder Lene Holm Pedersen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE) er posterne vigtige for at få kabalen til at gå op i de nye kommunalbestyrelser.

- Når vi spørger kommunalpolitikerne selv, så er der en stor del af politikerne, der svarer, at fordelingen af bestyrelsesposterne havde betydning for konstitueringen efter valget sidste gang.

- Det er klart, at det, der er vigtigst, selvfølgelig er, hvordan folk stemmer. Men posterne er ligesom det fedt eller smør, der får det til at glide, når man skal have tingene til at lande til sidst, siger hun.

Lene Holm Pedersen har været med til at lave undersøgelsen Kommunalpolitisk Barometer 2017.

864 nuværende kommunalpolitikere har svaret på, hvilken betydning fordelingen af poster havde efter valget i 2013.

23,8 procent svarer, at det havde stor betydning for konstitueringen, mens knap 35,7 procent svarer, at det havde nogen betydning.

6,5 procent vurderer ligefrem, at fordelingen af poster havde afgørende betydning.

Resten svarer, at fordelingen af poster ingen eller lille betydning havde.

Ifølge Jacob Torfing, professor på Roskilde Universitet, er udvalgsposterne vigtige i kommunerne, fordi det øger politikernes chance for at beskæftige sig med politik på fuld tid. Men handlen kan dog på nogle måder være til skade for demokratiet.

- Problemet er, at der kommer en faktor ind, der forstyrrer koalitionsdannelsen, som er udemokratisk, hvor nogle kan fristes til at gå med måske også i en politik, som de ikke er helt enige i, og som deres vælgere ikke er enige i.

Borgmestre og kommunalpolitikernes lønnede udvalgsposter er jævnligt til debat.

Tirsdag skal Folketinget behandle et forslag fra Enhedslisten om at modregne indtægter, som borgmestre får for at sidde i forskellige bestyrelser, i deres løn.

Dansk Folkeparti, Alternativet og De Radikale er positive.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx