Af Ritzau - 06/06-17 11:04

Lilleholt venter på EU-afklaring af danske klimamålLilleholt venter på EU-afklaring af danske klimamål

Minister er glad for Klimarådets forslag til CO2-reduktioner. Men stadig uvist, hvad Danmark skal levere.

storybild

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). (Billede: Scanpix/Sophia Juliane Lydolph)

Det lyder som en rigtig god idé for klimaet og samfundsøkonomien at få flere varmepumper og mere solvarme ind i fjernvarmen i Danmark.

Det siger energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i en kommentar til Klimarådets nye rapport, "Omstilling frem mod 2030".

- Med solvarme er der basis for tredobling af kapaciteten inden 2030, og det er energi-, miljø- og omkostningsmæssigt en god måde at få mere energi på. Jeg synes overordnet, det er et fint katalog med mange gode takter, siger Lilleholt.

Klimarådet, der skal holde dansk energipolitik under kritisk lup, præsenterer i rapporten en vifte af bud på, hvordan Danmark kan levere CO2-reduktioner på næsten 40 procent i 2030 - inden for transport, landbrug og bygninger.

Lilleholt understreger dog, at EU-landenes interne byrdefordeling inden for den såkaldte ikke-kvotebelagte sektor stadig er under forhandling.

Derfor ved ingen endnu, hvor meget Danmark skal præstere.

EU-Kommissionen har spillet ud med, at Danmark skærer 39 procent af CO2-udslippet, målt i forhold til 2005. Regeringen vil have tallet ned.

- Jeg skal til EU-ministermøde 19. juni, hvor det er på dagsordenen. Først når vi kender den endelige fordeling, vil regeringen i løbet af efteråret eller vinteren gå i gang med et udspil til reduktioner uden for kvoteområdet, siger Lilleholt.

Der er meget på spil for mange lande, tilføjer ministeren.

Klimarådet peger også på elbiler som en vigtig - om end halvdyr - del af den grønne omstilling frem mod 2050. Indtil videre er salget af elbiler gået næsten i stå, efter at der er indført trinvis registreringsafgift oven på flere års fritagelse.

Hertil siger Lilleholt: - Det er klart, at skal der flere elbiler til, skal der også findes finansiering, hvis elbilerne fortsat skal have en lavere registreringsafgift. Og ellers kan man da håbe på en reduktion af produktionsprisen på elbiler.

Biogas fra landbruget kan også spille en vigtig rolle i overgangen til en grøn økonomi som erstatning for naturgas. Men det er en meget bekostelig løsning, påpeger Klimarådet.

- Biogas er interessant. Men vi ved også, at det energimæssigt er en dyr måde at gøre det på. Den har så andre miljømæssige effekter, ikke mindst at biogas er godt til at reducere landbrugets udledninger, siger Lars Christian Lilleholt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx