17/11-17 21:09

24-årige Emilie er ramt af en atypisk spiseforstyrrelse: 'Det startede helt konkret med en hændelse'24-årige Emilie er ramt af en atypisk spiseforstyrrelse: 'Det startede helt konkret med en hændelse'

Jeg er blevet glemt og tabt

storybild

Debatindlæg skrevet af Emilie Alm Rasmussen, studerende og ramt af atypisk anoreksi

Mit navn er Emilie. Jeg er fra København og er 24 år gammel. Jeg skriver, fordi jeg inderligt har et ønske om at bryde et tabu. Et tabu, der har ramt mig, og som jeg ønsker at skabe en debat omkring, da det er ekstremt udbredt, både i offentligheden, men også i skjul og i skamfuldhed - det er spiseforstyrrelser.

Jeg blev ramt i gymnasietiden i 2010, og det startede helt konkret med en hændelse, hvor jeg simpelthen blev fysisk dårlig efter et måltid og endte med at kaste op. Det fortsatte, og jeg oplevede den effekt, at jeg tabte mig og fik kontrol over min vægt. Jeg følte mig pludselig som herre over mig selv, men i virkeligheden blev det til det, der i dag er det mest ukontrollerbare i mit liv. Min spiseforstyrrelse er blevet herre over mit liv.

LÆS OGSÅ: Kim Kardashian afslører nye detaljer om rugemor: Måtte ikke komme til fest

Der gik mange mange år med enten overspisninger eller ingen mad. Det afskar mig fra sociale arrangementer med mad - især julen, hvor det er meningen, at man skal hygge sig med al' den gode mad og sin familie. Jeg frygtede den. Jeg skammede mig og følte mig alene. Helt alene med noget, som fyldte hele min hverdag og noget, som gjorde, at jeg aldrig følte mig til stede i selskaber. Jeg var besat!

Jeg har rakt ud efter hjælp i sundhedssystemet, men jeg er blevet glemt og tabt, og jeg kan hverken passe et arbejde eller en uddannelse, fordi jeg nu sidder og venter på en behandling, som jeg er blevet lovet, men som stadig ikke er sat i værk trods gentagne telefonopkald til Rigshospitalet.

I 2017 tog jeg for alvor fat og startede i dagbehandling på Gentofte Hospital, hvor jeg meget hurtigt blev vurderet til at skulle døgnindlægges, da min somatiske tilstand var kritisk. Jeg blev her diagnosticeret med spiseforstyrrelsen 'Atypisk anoreksi', vejede 37 kg og var så fysisk dårlig, at det var nødvendigt med indlæggelse. Det blev jeg, og med stor succes blev jeg igen udskrevet til dagbehandling på Gentofte hospital i juli 2017.

Der gik ikke længe, før min sygdom fik fat igen men de har nu afsluttet min behandling, fordi jeg ikke har taget det på i vægt, som de kræver. Jeg er i en situation, hvor systemet ikke rækker mig den hjælp, jeg har brug for, selvom jeg har bedt om den. Jeg er 'den (for)tabte patient,' der står med en henvisning til ambulant behandling på Rigshospitalet, der har en meget lang venteliste. Jeg sidder lige nu uden nogen former for hjælp, selvom det er nu, jeg har ekstra meget brug den. Jeg er igen magtesløs og er igen meget alene med min sygdom.

Der er nu gået over en måned siden min afslutning fra Gentofte dagbehandling og jeg har stadig intet hørt. Mine dage er lange, og jeg sidder fast. Jeg sidder fast i en lang og udfordrende venteposition, hvor min spiseforstyrrelse får lov at have magten, og hvor jeg ingen hjælp får. Jeg har selv måtte kontakte Rigshospitalet for at få at vide, at det eneste, de kunne fortælle mig, er, at ventelisten er lang. Herefter har jeg søgt egen læge for at blive henvist til døgnindlæggelse - endnu en gang.

Det er smertefuldt at gå på gaden og være pinlig over mig selv og min krop. Jeg er hver dag fyldt med tanker omkring, hvordan folk mon tænker om mig, og om de dømmer mig, når de ser mig og min lillepigekrop gå forbi på gaden. Vi lever i et samfund, hvor kropsidealer efterhånden er et tabu i sig selv, og hvor man, ifølge min overbevisning, skal leve op til en masse krav angående krop og vægt.

Heldigvis er der kommet fokus på dette og programmer som 'Tykke Ida' og hashtagget #slutmedforbudt har gjort mine dage mere overkommelige. Mest af alt fordi det vidner om, hvor vigtigt det er, at der skal være en accept af hinanden, tyk som tynd - stærk som svag. Det har personligt givet mig blod på tanden til at stå frem med min del af at være fængslet med tanker om mig selv og mit udseende.

Spiseforstyrrelser skal frem, fordi det kan være altødelæggende for mange - mange flere end hvad øjet kan skue, og alle fortjener et bedre liv end et liv med spiseforstyrrelser, men det kræver den rette behandling, så man ikke, igen, ender som en (for)tabt patient med et liv, hvor kost og vægt betyder alt. Vi er alle meget mere end det.

 

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx