Af Jesper Vestergaard Larsen - 28/11-17 08:12

Voldelig og brutal bande vinder frem: Nye medlemmer skal drikke blod Voldelig og brutal bande vinder frem: Nye medlemmer skal drikke blod

Bloddrikkende rockere ekspanderer i Norden og skaber ravage i det etablerede bikermiljø.

Satudarah - One Blood

Øverst i videoen ses klip fra dokumentaren Satudarah: One Bloodfra om Satudarahs optagelsesritualer

Et sort og et hvidt ansigt forenet i en strøm af blod. Mærket findes på ryggen af stadig flere danske bikere og bandemedlemmer, der har samlet sig i den internationale rockerklub Satudarah. Rygmærket er symbolsk for klubbens ideologi: Brødre med forskellige hudfarve, der har indgået en blods-ed.

Rockerklubben Satudarah vinder frem i Skandinavien. De ernærer sig ved kriminalitet, betjener sig af vold og udfører mystiske, hemmelige ritualer. Men selvom Satudarah er en ny klub i det danske rocker- bandemiljø, er spillerne de samme.

»Der er ikke kommet nogen ridende ind fra syd. Det handler om en omstrukturering i det eksisterende rocker- bandemiljøet, hvor Satudarah har været interesseret i Danmark og har fundet nogen, som var mulige egnede kandidater,« fortæller Michael Kjeldgaard, der er leder af det Nationale Efterforskningscenter i Rigspolitiet.

Siden Satudarah i 2013 åbnede deres første danske afdeling i Bagsværd, har Rigspolitiet holdt skarpt øje med udviklingen i det danske rockermiljø. Særlig ét spørgsmål har svævet i luften på Rigspolitiets højloftede kontorer:

»Hvordan ville de mere etablerede rockergrupperinger se på etableringen af Satudarah i Danmark?«

Ét blod

Satudarah blev stiftet i Holland af en emigrant fra Indonesien. Navnet er en sammentrækning af de indonesiske ord satu og darah, der betyder »ét blod«. Rockerklubben har sine egne helt særlige ritualer, der trækker tråde til indonesisk kultur. Det fremgår af dokumentarfilmen »Satudarah: One blood« af de hollandske instruktører Mags Gavan og Joost vam der Valk. En scene i filmen viser nye medlemmer, der løber spidsrod, mens klubbens medlemmer tæver løs på dem med tunge sække. For at blive fuldgyldige medlemmer skal de erklære deres loyalitet til klubben og drikke blod af et stort bæger i klubbens sorte og gule farver.

Michael Kjeldgaard fortæller, at der er en stærk forbindelse mellem de danske Satudarah-rockere og deres hollandske stiftere.

»Når vi taler Satudarah, så er der en løbende kontakt til moderafdelingen i Holland. Lidt interessant er det, at Holland lige nu arbejder på et forbud mod Satudarah, og den udvikling følger vi meget nøje,« siger Michael Kjeldgaard.

Har du indtryk af, at de hollandske ritualer med at drikke blod også bliver praktiseret i Danmark?

»Jeg kan ikke forestille mig andet, for jeg tror, at det er gældende over hele verden. Ligesom med de andre mere etablerede grupperinger, er der et regelsæt, som skal overholdes, men om lige nøjagtig de ritualer har været udført i Danmark, det har jeg ikke viden om.«

Krig med Bandidos

Satudarahs indtog i Danmark skete efter en blodig bandekonflikt mellem Værebros Hårde Kerne og Loyal To Familia. Konflikten førte flere drab med sig, hvoraf flere stadig er uopklarede. Da krudtrøgen lagde sig, lod Værebros Hårde Kerne sig optage i Satudarah, og siden har Satudarah fungeret som opsamlingssted for frafaldne medlemmer fra andre bander og rockerklubber.

Nogle er kommet fra Bandidos i Ballerup, andre fra Bandidos-udbrydderne Westside Nation i Næstved. Enkelte medlemmer har tidligere været medlem af Hells Angels. Satudarah menes at have forbindelse til en del af hashhandlen på Christiania, og politiet har registreret Satudarahmedlemmer for et væld af forskellige kriminalitetsformer.

Fra starten førte Satudarahs indtog i Danmark til konflikter med andre grupper. I februar 2014 førte en konflikt med HA til masseslagsmål, pistolskud og knivstikkerier.

Med de frafaldne medlemmer fra Bandidos fulgte gammelt nag og gamle konflikter med tidligere brødre. Den ulmende konflikt brød for nyligt ud i lys lue under et boksestævne i Herlev, hvor to toneangivende medlemmer af Bandidos blev stukket ned med kniv. Efter knivstikkeriet fulgte en lang volds- og skudepisoder, der førte til at politiet lukkede alle de to gruppers klubhuse over hele landet.

Brandattentater, hærværk og skyderier mod private boliger indgår også i den verserende konflikt med Bandidos. En fremfærd der ifølge BTs oplysninger anses for dårlig stil i det etablerede rockermiljø, hvor der ellers er vidde rammer for voldsudgydelser.

Ifølge BTs oplysninger foregår der i disse dage fredsforhandlinger mellem Bandidos og Satudarah. Hverken politiet eller de to grupper har dog ønsket at bekræfte oplysningen. Det er heller ikke lykkedes BT at få Satudarah til at svare på, om der bliver drukket blod under de danske optagesesritualer.

Du kan se hele dokumentaren Satudarah: One Blood her:

Se flere dokumentarer fra Journeyman Pictures her

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Verdensstjerne i København: 'Jeg...
bt.dk
Gigantisk fiasko: Spillede Premier...
bt.dk
Michael Dyrby: Stop bureaukraterne
bt.dk
På onsdag ventes dommen:...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx