29/08-17 06:18; Opdateret: 29/08-17 07:08

Kom i gang med at avle honningbier i havenKom i gang med at avle honningbier i haven

Alle med en almindelig parcelhushave kan kaste sig over at avle bier og måske blive selvforsynende med honning.

storybild

København. Hvis du mangler en ny hobby eller gerne vil være selvforsynende med honning, så kan du forholdsvist nemt komme i gang med at avle honningbier i din have.

- Langt de fleste kan sagtens komme i gang med at avle bier og have held med det, men det er selvfølgelig ikke alle, der lykkes med det, siger Knud Graaskov, der er formand for Danmarks Biavlerforening.

Hvis du vil i gang med at avle bier, kræver det, at du har et hjørne i haven, hvor der er læ, lidt solskin og beplantning som for eksempel en hæk eller en busk.

- Dermed får du skabt et lille rum i haven, hvor bierne holder til, så du ikke mærker noget til dem i den resterende del af haven, siger Knud Graaskov.

De fleste nye biavlere starter med et begynderkursus, som typisk forløber i februar, marts og april måned.

På et begynderkursus lærer du om biernes levevis, og hvordan du passer bierne sikkert og godt. Og så får du mulighed for at udveksle erfaringer med andre biavlere.

Derudover skal du anskaffe det nødvendige udstyr som for eksempel en bidragt, bistader, vokstavler, en honningslynge, lidt værktøj og selvfølgelig din første bifamilie, som du kan købe gennem din lokale biavler eller biavlerforening.

Ifølge Knud Graaskov koster det samlet set omkring 6000 kroner at komme i gang med biavl, hvoraf mellem 1000 og 1500 kroner går til den første bifamilie.

Hvis du tager et begynderkursus i vintermånederne og anskaffer en eller to bifamilier omkring 1. maj, så har du med lidt held den første honning klar i juni måned, siger Knud Graaskov.

Men det er ikke kun for honningens skyld, at det kan være godt at avle bier, mener han.

- Biernes vigtigste funktion er at sikre bestøvning af frugttræer, frugtbuske og blomster. Så man kan give naturen en hjælpende hånd, siger Knud Graaskov.

Lige nu er der blandt biforskere meget fokus på, om det potentielt kan gå ud over naturens vilde bier, hvis man avler honningbier i sin have.

Vilde bier er nemlig truede mange steder blandt andet på grund af mangel på føde.

Men almindelige haveejere skal ikke være nervøse for, at et bistade med honningbier udkonkurrerer de vilde bier, siger Beate Strandberg, der forsker i bier på Aarhus Universitets Institut for Bioscience.

- Det har ikke umiddelbart en negativ konsekvens for de vilde bier, hvis man som haveejer avler honningbier i sin have. Der er forhåbentlig blomster nok til både de vilde bier og til honningbierne, siger hun.

Men hvis du vil sikre dig, at der også er føde nok til de vilde bier, kan du sørge for, at der er blomstrende planter i haven gennem hele sæsonen, siger Beate Strandberg.

- Og så selvfølgelig lade være med at bruge pesticider, siger hun.

Faktaboks: Undgå at genere naboerne

- Sørg for, at bifamilien består af fredelige bier. Det vil ske, hvis de avles efter en fredelig dronning.

- Sæt bistadet op ad noget højt som en hæk, et hegn eller et plankeværk. Ikke kun for at sikre bierne læ, men også for at tvinge bierne i luften, når de flyver ud efter føde. Derved undgår naboerne, at bierne passerer tæt over deres hoveder.

- Vend bistadet væk fra nabohaven, så flyveretning ikke går direkte ind over naboens have.

- Hav et vandingsanlæg i haven. Når bier flyver ud om foråret, søger de efter vand. Derfor bør biavlere selv have vand i haven, så bierne ikke henter vand i naboens havebassin.

Kilde: Bolius.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx