20/07-17 09:10; Opdateret: 20/07-17 09:54

Kvinder bør undgå at tage for meget på under graviditetKvinder bør undgå at tage for meget på under graviditet

Begrænset vægtøgning under graviditeten har en positiv effekt for både mor og barn, viser nyt internationalt forskningsprojekt med dansk deltagelse.

storybild


Man får størst effekt ved at kombinere sund, varieret mad med motion i graviditeten. Free/Colourbox

København. Det er vigtigt for både mor og barn, at kvinder spiser sundt og dyrker motion under graviditeten.

Hvis normal- og overvægtige kvinder tager mindre på under graviditeten, har det nemlig stor indvirkning på graviditets- og fødselsforløbet.

Det viser et nyt, internationalt forskningsprojekt, der har sammenfattet 36 studier med data fra over 12.000 gravide.

Studiet er netop blevet offentliggjort i det lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal.

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør en undervægtig tage cirka 13-18 kilo på under graviditeten. En normalvægtig med et BMI fra 18,5 til 24,9 bør tage mellem 10-15 kilo på.

En overvægtig med et BMI på over 25 bør tage mellem 8-10 kilo på, mens en svært overvægtig med et BMI på 30 eller derover maksimalt bør tage 6-9 kilo på.

For selv om man er ved at skabe et nyt menneske, skal man ikke spise for to, fastslår Kristina Renault, der er fødselslæge ved Rigshospitalet.

Hun har bidraget til forskningsprojektet med sine resultater fra et studie gennemført på Hvidovre Hospital.

- En for stor vægtøgning øger risikoen for svangerskabsforgiftning og graviditetssukkersyge hos både normal- og overvægtige.

 Gravide, som tager meget på, har øget risiko for at føde store børn og dermed øget risiko for komplikationer under fødslen, siger hun.

- Store børn risikerer at blive overvægtige senere i livet. Det er en ond cirkel, siger Kristina Renault og tilføjer, at man heller ikke bør tabe sig under graviditeten.

Det nye studie viser også, at man ikke skader fostret ved fysisk aktivitet.

Selv en halv times moderat motion om dagen gør, at gravide tager mindre på uden risiko for hverken at føde for tidligt eller få for små børn.

Motion nedsætter også antallet af kejsersnit, fortæller Christina Vinter, der er fødselslæge ved Odense Universitetshospital.

Hun har også bidraget med sine resultater i forskningsprojektet fra et studie gennemført på Odense Universitetshospital og Skejby Sygehus.

- Nogle gange er kejsersnit nødvendigt for at få barnet hurtigt ud eller på grund af morens tilstand. Men kejsersnit kan være forbundet med komplikationer ved narkosen og give blødninger, infektioner, smerter og konsekvenser ved næste graviditet og fødsel, siger hun og fortsætter:



- Derfor er det hensigtsmæssigt for alle kvinder at undgå for stor vægtøgning. Specielt for kvinder, der er overvægtige, er der endnu større risiko for komplikationer. De heler også dårligere.

Begrænset vægtstigning under graviditeten betyder også, at kvinderne har mindre risiko for at blive overvægtige på sigt og i en eventuel kommende graviditet.

Simple tiltag som at gå en tur efter et måltid kan gøre en forskel, men også cykling, powerwalk og svømning er effektive øvelser. 


Man kan sagtens køre på med moderat kadence, men får man smerter, plukkeveer eller ondt i bækkenet, er det et signal fra kroppen om at skrue ned.



Fysioterapeut Kate Gallagher Hansen har specialiseret sig i træning af gravide og barslende og anbefaler foruden cirkel- og konditionstræning særligt tre øvelser.



- Squats er en rigtig god helkropsøvelse. Bækkenløft styrker hele bækkenet og den nederste del af ryggen, mens dyb coretræning hjælper mavemusklerne, siger hun.

Mange gravides mavemuskler deler sig, når maven vokser, og en del døjer efterfølgende med, at mavemusklerne ikke samler sig efter fødslen.

Det kan medføre svækket bindevæv og bækkenbund og give øget risiko for brok.



Under graviditeten kan mavebøjninger og planken øge trykket på bugen.

Derfor anbefaler Kate Gallagher Hansen en øvelse, der styrker coren uden at presse yderligere på mavemusklerne.


- Træk vejret godt ned i maven. Pust ud, og skab modstand med læberne samtidig med, at du kniber. Maven spænder, og du får aktiveret både bækkenbunden og den dybestliggende mavemuskel.

 



Fakta: Sund graviditet

- Undgå hurtige kulhydrater fra sukker, kage, slik og sodavand.

- Spis fuldkorn og groft brød.

- Dyrk 30 minutters moderat motion om dagen. Suppler konditionstræningen med squats, bækkenløft og coreøvelser i gentagelser af 12 x 3.

- Tag folsyre og eventuelt også jern og D-vitamin som kosttilskud.

- Spis magert kød og magre mælkeprodukter.

- Spis fisk, men ikke mere end 100 gram rovfisk om ugen.

- Undgå alkohol, og ryg ikke.

- Alle gravide kan få rådgivning fra Sundhedsstyrelsens pjecer. Overvægtige kan få kost- og motionsvejledning fra læger og jordemødre.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Kristina Renault, Christina Vinter og Kate Gallagher Hansen.

/ritzau/FOKUS

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Skuespiller kendt fra DR-satsning...
bt.dk
Dansk milliardærfamilie med nære...
bt.dk
Brændt straffespark og drama:...
bt.dk
Superliga-bejlerne tager første stik!...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx