05/09-13 07:09

Foreningen Far om fædrebarsel: Vi ryster på hovedetForeningen Far om fædrebarsel: Vi ryster på hovedet

Vi ryster på hovedet Foreningen Far er overrasket over, at regeringen dropper sit løfte om tre måneders barsel til fædre.

Regeringen havde i sit grundlag lovet tre måneders barsel til fædrene. Men det ser nu ud til, at det ikke bliver til noget.

Formanden for Foreningen Far, Jesper Lohse, forklarer til Ritzau, at han er overrasket over, at regeringen dropper alle sine planer om at reservere en øremærket tre måneders barsel til fædre.

- Vi trækker på smilebåndet og ryster på hovedet. Regeringen havde proklameret barsel til begge forældre som i de øvrige nordiske lande og lige muligheder for alle, siger han.

Regeringen har ifølge Politiken i stedet foreslået en kompensationsordning på 100 kroner per dag i op til 30 dage skattefrit.

Jesper Lohse er dog ikke imponeret over regeringens forslag.

- Ved at indføre en fædrecheck på 100 kroner om dagen indfører man endnu mere forskelsbehandling, mener han.

Jesper Lohse vedkender, at mange forældre selv kan finde ud af det, men erfaringerne viser, at der også er grupper af mødre, der har behov for, at fædrene kan tage en større del i ansvaret.

Han nævner også alvorligere tilfælde, hvor der kan være et styrket behov for, at far og barn ser hinanden.

- Det har betydning for mors karrieremuligheder og for de mødre, som gerne vil have far mere på banen. Det har også stor betydning for de fædre, der gerne vil, men ikke får lov. De børn, som har allermest behov for barsel med begge forældre, får det ofte ikke, siger han.

Jesper Lohse kalder situationen for meget alvorlig, og han vil tage en snak med regeringspartierne om, hvorfor de har ændret holdning.

- I dag eksisterer der ingen retssikkerhed for far og barn. Barsel er i praksis afhængig af økonomi, kønsroller og arbejdsgiverens holdning, til skade for hele familien. Vi skal ikke gå rundt og tro, at der er lige muligheder i Danmark, siger han.

/ritzau/


Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx