22/08-17 09:33

Staten anker nederlag i sag om udflytning af jobStaten anker nederlag i sag om udflytning af job

Statens Administration tabte sag om flytning af job fra Viborg til Hjørring. Staten anker til landsret.

storybild

København. Statens Administration anker en dom, som HK vandt 8. august ved Retten i Randers for en kvinde, hvis job flyttede fra Viborg til Hjørring. Det betød, at kvinden skulle rejse 183 kilometer mere for at passe sit arbejde.

Flytningen skete som led i regeringens udflytning af 3900 statslige job.

Den kvindelige regnskabsmedarbejder fik medhold i, at flytningen stred mod hendes ansættelsesvilkår. Der er ifølge HK stor forskel på, om arbejdsgiveren kan tvinge ansatte til at sige op, hvis de ikke vil flytte.

Dommen skaber uklarhed om retstilstanden på flere retsområder, mener Moderniseringsstyrelsen. Derfor anker Statens Administration dommen til Vestre Landsret.

Det oplyser Moderniseringsstyrelsen på sin hjemmeside.

- Dommen er konkret begrundet, og det kan desværre ikke udledes, hvilke konkrete forhold der er lagt vægt på, når det skal vurderes, hvor meget mertransporttid en medarbejder skal tåle, skriver styrelsen.

- Dommen skaber derudover uklarhed om betydningen af ansættelsesområdet, da det fremgår af præmisserne, at vurderingen af, om en stillingsændring er væsentlig, skal foretages uafhængigt af det ansættelsesområde, der er angivet i ansættelsesaftalen, hedder det.

Da dommen faldt, sagde innovationsminister Sophie Løhde til Politiken (V), at "Moderniseringsstyrelsen og statens advokat vil læse afgørelsen grundigt igennem og tage stilling til, om der er grundlag for at anke".

Med dommen bliver det sværere for staten at flytte job, mente advokat Karen-Margrethe Schebye, som er partner i firmet SJ Law.

- Dommen vil betyde, at staten nu i alle sager skal foretage en helt konkret vurdering af den enkelte ansattes situation og finde ud af, om en flytning udgør en væsentlig ændring eller ej, sagde hun til Politiken.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx