Af Ritzau - 01/01-17 17:11

Den sikre politiske håndværker nåede toppen i EUDen sikre politiske håndværker nåede toppen i EU

Henning Christophersen er den danske politiker, der har haft den mest magtfulde post i EU. Han blev 77 år.

storybild

Henning Christophersen er den danske politiker, der har haft den mest magtfulde post i EU. Han blev 77 år gammel. Her ses han med daværende statsminister Anker Jørgensen. (Foto: Henning Thempler/Scanpix 2017) (Billede: Scanpix/Henning Thempler)

I et kvart århundrede indtog Henning Christophersen topposter i dansk og europæisk politik.

Trods titler som partiformand, minister og EU-kommissær følte Henning Christophersen sig dog bedre tilpas som den sikre politiske håndværker end foran mediernes kameraer og mikrofoner.

Henning Christophersen døde i Bruxelles den 31. december, 77 år gammel.

Hans politiske interesse blev allerede vakt i gymnasietiden og senere cementeret gennem studenterarbejde.

Da Henning Christophersen i 1965 blev færdig som cand.polit., blev han samtidig for første gang opstillet i Roskilde-kredsen. Det var dog først ved valget i 1971, at han blev medlem af Folketinget.

I den mellemliggende periode var han var leder af Håndværksrådets erhvervsøkonomiske afdeling og forstander for den liberale højskole "Brejdablik", ligesom han arbejdede som økonomisk journalist.

Da han først blev valgt til Folketinget, gik det dog stærkt.

Allerede året efter blev han Venstres næstformand efter et kampvalg mod Venstre-veteranen Anders Andersen.

Og da Venstres "høvding" Poul Hartling i 1977 tog imod tilbuddet om at blive FNs flygtninghøjkommissær, rykkede Henning Christophersen op som partiets formand.

Som Venstres leder faldt det i Henning Christophersens lod at lede forhandlingerne om SV-regeringen, som statsminister Anker Jørgensen tog initiativ til i 1978.

Ved regeringsdannelsen var Henning Christophersen som V-formand selvskreven til udenrigsministerposten.

Selv om SV-samarbejdet kun holdt i et år, inden Anker Jørgensen i 1979 udskrev valg, så blev udenrigspolitikken et hjertebarn for Henning Christophersen.

Fra Poul Hartling arvede han en god portion modvilje mod de konservative. Men Henning Christophersen anså samarbejdet med K som en nødvendighed, hvis der skulle opstilles et alternativ til Socialdemokratiet.

Henning Christophersen var i 1978 hovedarkitekt bag det borgerlige samarbejde, som senere blev til firkløverregeringen i 1982.

Det var dette firkløver, som fik Anker Jørgensen til at indgå forhandlingerne med Venstre om regeringssamarbejdet.

Da SV-æraen var slut, fandt Christophersen tilbage til samarbejdet med de konservative. Med den karismatiske Poul Schlüter som statsminister kom den i medierne indimellem lidt kejtede Henning Christophersen til at stå i skyggen.

Men hans tid som finansminister var afgørende for dansk økonomi i 1980'erne, mener en af de senere formænd for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen:

- I sine år som finansminister i firkløverregeringens første periode var han manden bag den omlægning af den økonomiske politik, som for alvor vendte udviklingen i Danmark, siger Uffe Ellemann-Jensen.

I 1985 forlod han dansk politik til fordel for en karriere i Bruxelles. Her blev han kommissær for økonomiske og monetære anliggender og senere næstformand i EU-Kommissionen.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde Henning Christophersen stor indflydelse på kommissionens arbejde i kraft af sit netværk og viden.

- Henning Christophersen var formand for Venstre dengang, jeg var ung, og han var årsagen til, at politik blev min skæbne. Og Venstre mit parti siger Lars Løkke Rasmussen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx