30/10-17 05:33

Vekselbureau anklages for at hvidvaske 45 millionerVekselbureau anklages for at hvidvaske 45 millioner

To tiltalte vekslede penge for to mænd, selv om de måtte vide, at pengene kom fra hashsalg, lyder anklage.

storybild

København. I løbet af 2014 hvidvaskede et vekselbureau i København næsten 45 millioner kroner, der blandt andet kom fra hashsalg, ved at veksle pengene fra kroner til euro.

Sådan lyder en af anklagerne mod to mænd, der er tiltalt for hæleri af særlig grov beskaffenhed og under særdeles skærpende omstændigheder.

Mændene er også tiltalt for forsøg på hæleri ved at have vekslet yderligere 68 millioner kroner.

Sagen mod de to mænd begynder mandag ved Københavns Byret.

Den ene af de to tiltalte, en 63-årig mand, var ejer og direktør for vekselbureauet, mens en 27-årig var generalbefuldmægtiget og overordnet ansat.

Ifølge anklagen hvidvaskede de to penge ved selv at veksle eller få ansatte til at veksle samlet set cirka 44.670.000 kroner til euro. Vekslingerne blev lavet for to navngivne mænd, der får behandlet deres sager særskilt.

Vekslingerne skete, selv om den 63-årige og 27-årige måtte vide eller formode, at pengene kom fra salg af hash eller andre lovovertrædelser, lyder anklagen.

De to tiltalte skal også have vekslet 68.112.050 kroner til euro, som kom fra flere uidentificerede kunder. Det er ved dette beløb uklart, hvilke forbrydelser pengene kom fra.

I forhold til de 68 millioner kroner vil anklageren først og fremmest have mændene dømt for forsøg på hæleri.

Hvis det ikke sker, er der rejst en subsidiær anklage om at overtræde loven om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask.

I denne anklage lægges der vægt på, at de to ikke indhentede legitimation på kunderne trods de store beløb og antal.

De undersøgte angiveligt heller ikke formålet med transaktionerne og underrettede ikke Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Foruden de to tiltalte, der risikerer en fængselsstraf, kan sagen få konsekvenser for vekselbureauet, der risikerer at få en bøde.

Det er uklart, hvordan de to mænd forholder sig til tiltalen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx