07/11-17 16:23; Opdateret: 07/11-17 16:47

Retssag om tortur begynder med en protestRetssag om tortur begynder med en protest

Advokater vifter med sorte papirer i Østre Landsret. Militær rapport om Operation Green Desert er mørklagt.

storybild

Oberst John Dalby var chef for de danske soldater ved Basra under Operation Green Desert 25. november 2004. Han ventes afhørt i en retssag i Østre Landsret om, hvad der overgik de irakere, der blev taget til fange, og om Forsvarsministeriet er medansvarlig. Scanpix/Henning Bagger/arkiv

København. 13 år efter en militær operation i det sydlige Irak tager Østre Landsret tirsdag fat på at afgøre, om Forsvarsministeriet er medansvarlig for, at en gruppe irakere angiveligt blev udsat for tortur af irakisk politi.

Kun få minutter inde i det første af 54 retsmøder er der en protest fra irakernes advokater.

Angrebet fra Christian Harlang og Christian F. Jensen retter sig imod landsretten, der beskyldes for at have tilladt en "eksorbitant" ulighed mellem irakerne og Forsvarsministeriet.

Dommerne afviser dog advokaternes ønske om nærmere at forelægge protesten.

- Det er en gentagelse af tidligere fremsatte synspunkter under sagens forberedelse. Der står ikke noget afgørende nyt, siger retsformanden, Ole Dybdahl, efter at have læst et skriftligt indlæg.

Reaktionen kommer prompte fra Christian Harlang:

- Jeg finder det helt utilstedeligt, at vi skal afskæres fra at ytre os, siger han og henviser til Grundloven.

Irakerne får ikke en retfærdig rettergang, påstår han og nævner, at der i forbindelse med fri proces blot er bevilget tre nætters hotelophold til irakerne, når de skal afgive forklaring.

Under sagen vil der blive zoomet ind på, hvad der foregik 25. november 2004 i en landsby nær Basra under Operation Green Desert.

Deltog danske soldater i en hårdhændet frihedsberøvelse af de 23 irakere? Overgav danskerne de tilfangetagne til irakisk politi, som derefter udsatte 22 af dem for tortur? Og er Danmark i givet fald medansvarlig?

Ministeriet kræver frifindelse. Danske soldater deltog ikke i tilbageholdelsen, og de var på intet tidspunkt i dansk varetægt, lyder det.

Første retsmøde bruger irakernes advokater især på at gennemgå, hvad de fremhæver som uretfærdigheder og benspænd under de mange års proces, der blev indledt i 2011.

På et tidspunkt vifter advokat Christian F. Jensen med papirer, der er farvet ganske sorte, for de tre landsdommere.

Det er Forsvarsministeriets mørklægning af en militær rapport om Operation Green Desert. Rapportens ord er hemmeligholdt under henvisning til ønske fra det britiske militær, som deltog i operationen.

Forrest på tilhørerpladserne sidder lægen Inge Genefke. Hendes og Bent Sørensens Antitortur Støttefond repræsenterer to af irakerne. I december ventes de at blive udspurgt i landsretten.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx