Af Ritzau - 18/01-17 18:50; Opdateret: 18/01-17 19:10

Lægemangel skaber usikkerhed og ventetid på konsultationerLægemangel skaber usikkerhed og ventetid på konsultationer

Praktiserende læger i Region Nordjylland har mindre tid til samtaler med patienter på grund af tidspres.

storybild

Nogle praktiserende læger har mindre tid til omsorgssamtaler og livsstilssamtaler med patienter på grund af lægemangel, fortæller regionsformand for praktiserende læger. (Billede: Free/Colourbox)

Usikkerhed, ventetid på konsultationer og mindre tid til samtaler med patienter.

Det er virkeligheden for borgere i Nordjylland, hvor lægemanglen ifølge Lægedækningsudvalget er størst. I regionen har knap hver ottende praksis lukket for tilgang af nye patienter, viser en ny rapport fra udvalget.

- Der er kort sagt et større pres på de enkelte konsultationer, siger Annemette Alstrup, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Nordjylland.

Presset betyder desuden, at opgaver uddelegeres til hjemmepersonale, så patienter ikke nødvendigvis møder lægen hver gang.

- Vi forsøger at holde et højt serviceniveau, men der kan være mindre tid til omsorgssamtaler og livsstilssamtaler. Vores psykiatriske patienter får heller ikke så lange samtaler, som de kunne have brug for, siger Annemette Alstrup.

Ifølge den regionale PLO-formand udsætter flere praktiserende læger desuden deres pension, fordi der ikke står nogen klar til at overtage praksis.

Region Nordjylland er også der, hvor de praktiserende lægers alder har det højeste gennemsnit i hele landet, nemlig 55 år.

Og netop en forestående pension skaber utryghed for nogle patienter. Formand for Diabetesforeningens regionsudvalg i Nordjylland, Henning Nielsen, fortæller:

- Vores medlemmer siger: Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, for om tre måneder går vores læge på pension, og der er ikke nogen i stedet for.

Diabetespatienter skal til kontrol cirka hver tredje måned.

- Og det vil sige, at hvis du ikke ved, om du overhovedet har en læge, er det et problem. Det skaber usikkerhed, siger Henning Nielsen.

- Mange diabetespatienter er desuden ældre mennesker, og det bliver det ikke spor bedre af for at sige det ligeud.

Også i dele af Region Sjælland og Region Hovedstaden er der langt mellem praktiserende læger, viser rapporten fra Lægedækningsudvalget.

Udvalget er desuden kommet med 18 forslag til at forbedre situationen. Blandt buddene er højere løn og flere pladser på lægestudiet i Aalborg.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx