11/08-17 17:47; Opdateret: 11/08-17 18:52

Ejer af hjemmebygget ubåd er sigtet for drabEjer af hjemmebygget ubåd er sigtet for drab

Mand mistænkes for at have dræbt en kvindelig svensk journalist, der var med ude på tur i en ubåd.

storybild

Søværnets patruljefartøj P523 Najaden ved stedet, hvor ubåden Nautilus sank fredag. Torsdag sejlede ejeren sammen med en kvindelig svensk journalist ud i ubåden. Hun er forsvundet, og fredag sigtede politiet ubådens ejer for drab. Scanpix/Martin Sylvest

København. Ejeren af en hjemmebygget undervandsbåd Nautilus, Peter Madsen, er blevet sigtet for drab på en svensk kvinde. Han nægter sig skyldig.

Det oplyser vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.

Den svenske kvinde, der var journalist, sejlede torsdag aften ved 19-tiden ud fra Refshaleøen i Nautilus med Peter Madsen og er ikke set siden.

Klokken 03.39 natten til fredag kontaktede søredningstjenesten Københavns Politi og fortalte om en mulig søulykke. Kvindens kæreste havde slået alarm, da ubåden ikke var vendt tilbage fra prøvesejladsen.

Klokken 10.30 fredag formiddag blev ubåden set ved Drogden Fyr i Køge Bugt. Der blev skabt radiokontakt, og ubåden satte kurs mod havn, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Men ubåden nåede ikke i land. Kort før klokken 11.00 sank den pludseligt, og ejeren blev reddet op på en privat motorbåd, der sejlede ham i land.

Kvinden er der ingen spor af.

Peter Madsen nægter at have dræbt kvinden og har forklaret, at han satte hende af ved restaurationen "Halvandet" på Refshaleøen omkring klokken 22.30.

Fredag eftermiddag var dykkere nede ved ubåden, som ligger på syv meter vand. Men det var ikke muligt at komme ind i den, da den enten skal stabiliseres på stedet eller bringes på land først.

Det vil formentlig ske i løbet af lørdagen.

- Vi vil gerne i kontakt med vidner, der enten har set ubåden med de to personer forlade havnen omkring klokken 19.00, eller som har observeret ubåden og besætning komme nær spidsen af Refshaleøen omkring klokken 22.30, siger Jens Møller Jensen i pressemeddelelsen.

- Derudover vil vi gerne tale med eventuelle vidner, der kan have set den svenske kvinde efter klokken 22.30 torsdag aften, fortsætter han.

Den forsvundne kvinde er 30 år og spinkel af bygning med rødbrunt hår og grønne øjne. Hun er 160 centimeter høj og vejer 56 kilo.

Torsdag aften var hun iført en orange bluse med lange ærmer, en sort og hvid blomstret nederdel, nylonstrømper og hvide tennissko.

Peter Madsen vil lørdag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx