Af Ritzau - 21/12-16 20:47; Opdateret: 21/12-16 21:15

Egedal Kommunes borgmester træder tilbageEgedal Kommunes borgmester træder tilbage

Willy Eliasen træder ved udgangen af januar tilbage som borgmester i Egedal Kommune. Partifælle overtager.

storybild

Borgmester Willy Eliasen (tv) og kommende borgmester i Egedal Kommune Karsten Søndergaard. (Billede: Free/Egedal Kommune)

Egedal Kommunes borgmester, Willy Eliasen (V), trækker sig fra sin post ved udgangen af januar. Her overdrager han posten til Karsten Søndergaard (V).

Det skriver Egedal Kommune i en pressemeddelelse.

- Det har bestemt ikke været nogen nem beslutning, for jeg har stadig masser af energi og lyst til at fortsætte valgperioden ud.

- Jeg har truffet beslutningen, fordi jeg ikke har lyst til at gå fra en hektisk arbejdsuge på 50-60 timer til nul timer og pension fra den ene dag til den anden.

- Det ville have været konsekvensen af at fortsætte som borgmester i 2017 og valgperioden ud, siger Willy Eliasen i pressemeddelelsen.

Willy Eliasen har været borgmester siden 2010 og er 74 år.

Han er uddannet elektriker og senere politibetjent, et job han bestred i 37 år frem til 2001.

Før posten i Egedal var Willy Eliasen borgmester i Stenløse Kommune fra 2002 til 2007.

Karsten Søndergaard er 49 år og har siden 2009 været skoleudvalgsformand, de seneste tre år som formand for Egedal Kommunes Børne- og Skoleudvalg.

- Jeg er selvfølgelig meget beæret, men også ydmyg over for at skulle overtage posten som borgmester i Egedal.

- Jeg vil selvfølgelig trække på mine 15 års erfaring fra byrådspolitik, men ved også fra Willy, at posten som borgmester er særdeles krævende. Det ansvar, der følger med, vil jeg gøre alt for at løfte på bedste vis i 2017, siger Karsten Søndergaard i meddelelsen.

Egedal Kommune ligger i Nordsjælland og er resultatet af sammenlægningen af Ledøje-Smørum, Stenløse og Ølstykke Kommune.

Kommunen har 42.773 indbyggere og er del af Region Hovedstaden.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx