Af Ritzau - 22/06-17 10:47

LO vil have efteruddannet flere lønmodtagereLO vil have efteruddannet flere lønmodtagere

Lønmodtagere skal efteruddannes livslangt, mener LO's formand, Lizette Risgaard, før trepartsforhandlingerne.

storybild

LO-formand, Lizette Risgaard, skal forhandle voksen- og efteruddannelse i trepartsforhandlinger med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Hun ønsker livslang læring for lønmodtagerne. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Det nytter ikke, når godt halvdelen af lønmodtagerne ikke er interesseret i at blive efteruddannet.

Det fastslår LO's formand, Lizette Risgard, inden trepartsforhandlingerne begyndte torsdag morgen.

- Nu skal vi ind i en tid med livslang læring. Det har vi talt om i rigtig mange år. Men uden at vi har taget det sidste skridt. De kommende generationer bliver vænnet til denne livslange læring, siger Lizette Risgaard.

- Vi skal hele tiden fylde på. Digitaliseringen kommer til at fylde mere og mere. Der er brug for efter- og videreuddannelse til alt det, teknologien kan give os.

Torsdag skød statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trepartsforhandlinger i gang med arbejdsmarkedets parter om voksen- og efteruddannelse. Før har parterne lavet aftaler om integration og praktikpladser.

Ifølge en analyse finder 37 procent af lønmodtagerne ikke behov for efteruddannelse, mens 11 procent finder mindre behov.

Efteruddannelse skal ikke sluge al arbejdstiden, mener LO's formand.

- Det behøver ikke være så svært. Det kan være en-to timers kurser i ny teknologi på 14 dage på virksomheden. Eller et par dages efteruddannelse. Det skal være nemt og overskueligt, siger Lizette Risgaard.

Spørgsmål: Men mange ufaglærte er imod efteruddannelse?

- Vi har i mange år haft et skolesystem, hvor nogle ikke har lyst til at gå ind over det dørtrin. Man har dårlige oplevelser. Men når først man er kommet derind, så møder man ligesindede, siger Lizette Risgaard.

Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, Jacob Holbraad, er bekymret over, at lønmodtagere ser skeptisk på efteruddannelse.

- Det er selvfølgelig bekymrende. Voksen- og efteruddannelse er en del af svaret på de udfordringer, vi står overfor på det danske arbejdsmarked. Hvordan kan vi gøre systemet bedre og mere attraktivt?, siger Jacob Holbraad.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx