Af Ritzau - 06/12-16 14:28; Opdateret: 06/12-16 15:14

Taskforce skal rydde op i unødige regler i ældreplejenTaskforce skal rydde op i unødige regler i ældreplejen

Ældreministeriet har nedsat en arbejdsgruppe, der skal fjerne regler og dokumentationskrav i ældreplejen.

storybild

Ældreminister Thyra Frank (LA) har efter et møde med Kommunernes Landsforening aftalt at nedsætte en taskforce, der skal rydde op i unødvendige regler og bureaukratisering i ældreplejen. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Unødige regler og krav, der står i vejen for en god og værdig ældrepleje, skal ryddes af vejen. Det skal en ny taskforce sørge for.

Det er tirsdag blevet aftalt på et møde mellem ældreminister Thyra Frank (LA) og Kommunernes Landsforening (KL).

- Det at afskaffe bureaukratiske regler og dokumentationskrav kan give medarbejderne mere arbejdsglæde og tid til den konkrete pleje, siger formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg, Thomas Adelskov, efter mødet.

- Men det er helt afgørende, at man sørger for, at de frigjorte midler bliver i kommunerne, så vi kan bruge dem i vores daglige arbejde med de ældre.

- Det er jo hele meningen med øvelsen. Derfor har jeg bedt ministeren være med til at sikre, at dette sker.

Arbejdsgruppen skal blandt andet få input fra de faglige organisationer og ældreorganisationerne. Opgaven bliver at lokalisere både statslige og kommunale regler, som enten kan lempes eller fjernes helt.

Arbejdet går i gang umiddelbart efter årsskiftet og ventes afsluttet i efteråret 2017, oplyser Ældreministeriet. Som led i arbejdet vil Thyra Frank rejse rundt til plejehjem og kommuner for at få input.

Arbejdet kan ikke løses fra et skrivebord i ministeriet, betoner Thyra Frank i en pressemeddelelse:

- Vi skal stole mere på medarbejderne i ældreplejen og give dem større frihed i arbejdet.

- Og hvis vi skal have løsnet nogle af de snærende bånd, som i dag begrænser medarbejderne i at yde omsorg og pleje til de ældre, har vi brug for deres bidrag.

Efter en uge på ministerposten kom Thyra Frank mandag i modvind med sin kommentar om, at det er kommunerne, har ansvaret for at sikre værdige forhold på landets plejehjem.

Hun præciserede efterfølgende, at hun havde henvist til det kommunale selvstyre, og at hun som minister på området påtager sig det fulde ansvar for en velfungerende ældrepleje.

Thomas Adelskov ønsker ikke at kommentere ministerens udtalelser. Men hvis der virkelig skal rykkes noget for de ældre, skal man ikke kun se på plejeopgaven, pointerer han:

- Jeg vil dog gerne understrege, at der ikke er et quick fix. Vi kan ikke bare forvente, at det, at vi fjerner nogle dokumentationskrav, vil medføre oceaner af tid til de ældre.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx