13/07-17 06:35; Opdateret: 13/07-17 07:23

Folkeskoler fik rekordmange påbud for vold mod lærere i 2016Folkeskoler fik rekordmange påbud for vold mod lærere i 2016

Der blev givet 45 påbud for vold mod lærere sidste år. Det er "et vildt alarmerende tal", siger lærerne.

storybild

(Billede: IRIS )

København. Arbejdstilsynet gav i 2016 rekordmange påbud til folkeskoler, fordi lærerne blev udsat for vold.

Det viser data fra tilsynet, som Avisen.dk har gennemgået.

Vold og traumatiske hændelser fik Arbejdstilsynet til at reagere hele 74 gange inden for kategorien folkeskoler og lignende, der også dækker privatskoler og specialklasser.

45 ud af de 74 reaktioner var påbud - heraf to strakspåbud. Og det er det største antal reaktioner på vold nogensinde, skriver Avisen.dk.

- Det er vildt alarmerende tal, som jeg ikke mener, vi kan acceptere, siger Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, til Avisen.dk.

Danmarks Lærerforening ser inklusionen af elever med særlige behov som den primære forklaring på de mange tilfælde af vold mod lærere.

Desuden er der kommet flere elever i de laveste klassetrin, ligesom et voksende antal elever, der ikke er skoleparate, begynder i folkeskolen, fordi kommunerne afviser forældres ønske om at udsætte skolestart, mener foreningen.

Udviklingen kommer bag på psykolog Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, som også forsker i vold på arbejdspladser.

- Det er nogle høje tal, når man tænker på, at det er folkeskoler, vi snakker om. Risiko for vold er jo normalt noget, vi ser på bosteder for psykisk syge og psykiatriske afdelinger, siger han til Avisen.dk.

I Kommunernes Landsforening (KL), der har det øverste ansvar for lærernes arbejdsforhold, er de allerede opmærksomme på problematikken. Det forklarer Michael Ziegler (K), som er formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.

Han mener ikke nødvendigvis, at stigningen i antallet af reaktioner fra Arbejdstilsynet er et udtryk for øget vold mod lærerne. Det kan også skyldes et øget fokus, påpeger han over for Avisen.dk.

Og hos Arbejdstilsynet bekræftes det, at man har haft et øget fokus på vold mod folkeskolelærere i 2015 og 2016.

Det har betydet, at Arbejdstilsynet har brugt længere tid per tilsyn og fokuseret tiden på tilsynet med det psykiske arbejdsmiljø.

Men man har ikke været på flere tilsyn på folkeskoler i 2016 og 2015 end de foregående år, skriver Avisen.dk.

I 2016 besøgte Arbejdstilsynet 347 skoler. Hvis man ser på, hvor mange reaktioner Arbejdstilsynet har givet for vold og traumatiske hændelser per tilsyn, er tallet også rekordhøjt i 2016, skriver Avisen.dk.

Det er desuden højere end gennemsnittet i 2015 og tegner til at blive det samme i år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx