Af - 07/04-17 10:51

Kaos i påsken: Travl tog-strækning lukker helt nedKaos i påsken: Travl tog-strækning lukker helt ned

Over påsken, nærmere bestemt fra den 12. til den 17. april, kører der ingen S-tog mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport Station.

storybild

(Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Påsken er lige om hjørnet, og for mange danskeres vedkommende betyder det æg, sild og den helt store påskefrokost i venner eller families lag. Men hvis du skal ud på en togrejse i Københavnsområdet for at komme frem, så skal du være opmærksom på, at det ikke bliver helt så nemt og hurtigt som sædvanlig.

Over påsken, nærmere bestemt fra den 12. til den 17. april, kører der ingen S-tog mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport Station, da Banedanmark i perioden arbejder med at vedligeholde og udskifte skinnerne på den travle strækning. Det betyder, at mange danskere må forvente ekstra rejsetid i påsken.

Selvom ingen S-tog kører mellem de to trafikerede stationer, så er det ikke helt umuligt at komme frem og tilbage.

»Der er rigtig mange togbusser, som kommer til at køre i pendulfart mellem Københavns Hovedbanegård, Vesterport, Nørreport og Østerport, og derudover skal man tænke på, at der også kører regionaltog og tog på kystbanen. Så med undtagelse af Vesterport, hvor der kun er S-tog, så er der tog til de andre stationer,« siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

Sporarbejdet på strækningen sker som led i en større sporfornyelse Banedanmark foretager de næste måneder. Første fase er påsken, hvor S-togsdriften altså vil være indstillet mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport Station. Fra den 30. juni til og med den 16. juli skal der arbejdes mellem Østerport og Svanemøllen, hvor der ligeledes lukkes ned S-togstrafikken.

Hertil vil man gennemføre to sporfornyelser på strækningen fra Københavns Hovedbanegård til Valby Station i perioden 11. maj til 18. juni samt 17. juli til 16. august, hvor man skiftevis lukker sporene mellem de to stationer. Her vil der dog køre tog i perioden, omend det vil kunne betyde forsinkelser på strækningen.

»Vi gør det i de to perioder, fordi der er tale helligdagsferie og industriferie, så vi generer færrest mulige pendlere,« har projektleder hos Banedanmark, Stefan Normann, tidligere udtalt til BTMX.

Og selvom det kan være generende for de påskerejsende med skift og togbusser, så forsikrer Tony Bispeskov om, at det rent faktisk gavner alle mest, at arbejdet netop sker i påsken.

»Det her arbejde, som Banedanmark har placeret i påsken, er placeret, hvor der er færrest kunder, så fra onsdag aften til anden påskedag mandag er det der, hvor de knokler med at skifte skinner, og det er valgt, for det er der, det generer færrest mulige mennesker,« siger Tony Bispeskov.

Han oplyser, at det er en god idé at holde øje med Rejseplanen, som er opdateret med sporarbejdet, og derfor vil give den kortest mulige rejse trods ændringerne.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx