Af Julie Bülow - 09/01-18 22:32

Danskerne vil ikke have Kim som kollega: 'Jeg vil ikke skræmme nogen'Danskerne vil ikke have Kim som kollega: 'Jeg vil ikke skræmme nogen'

Ny undersøgelse viser, at hver tredje dansker nødigt vil have en kollega med en psykisk diagnose. 'Rigtig ulykkeligt,' lyder det fra formanden for Psykiatrifonden.

storybild

Arkivfoto af Kim Bach. (Billede: Linda Kastrup)

33 procent af danskerne vil enten takke nej eller være i tvivl, om de vil have en kollega med et psykisk handicap. Det viser en undersøgelse, som DMA Research har foretaget for Danske Handicaporganisationer.

Og det er foruroligende, mener formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt.

»Det er rigtig ulykkeligt, at der stadig er myter, fordomme og angst knyttet til psykisk sårbare, og det handler i bund og grund om uvidenhed. For hvis du kigger rundt i kontorlandskabet, så vil hver femte af dine kollegaer - om du ved det eller ej - have en psykisk sårbarhed,« forklarer hun.

Hun oplever, at selv om der er et vidt spænd mellem graderne af psykisk sygdom, så er der en stor frygt for det, vi som mennesker ikke kan forstå. Og så er der en gængs fordom om, at hvis man har en psykisk lidelse, så er man pr. definition utilregnelig.

LÆS OGSÅ: 'Sugardaddy' dømt for voldtægt af 16-årig pige: Truede med at sende screenshot til pigens far

Men det er langt de færreste, der er det, forklarer hun og henviser til, at mange sagtens kan passe et arbejde, hvis de får muligheden.

»Jo mere åbne, vi kan være om det, desto bedre er det i de flestes tilfælde. Hvis din kollega har brækket benet, så er det det mest naturlige, at vi spørger til det. Men det er det ikke med de usynlige sygdomme, og det tabu skal vi skille os af med,« siger Anne Lindhardt.

Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, er enig i, at bedre forståelse for psykiske lidelser er vejen frem.

»Mange forestiller sig desværre, at mennesker med psykisk handicap er 'sådan nogle' der kan kan gå amok og er farlige. Og det bunder jo i nogle fordomme, som vi skal til livs,« siger han.

Hver femte af vores kollegaer har i gennemsnit en psykisk sårbarhed, siger Anne Lindhardt, der er formand for Psykiatrifonden.

»Jeg vil ikke skræmme nogen«

55-årige Kim Bach er en af de cirka 30.000 danskere, der lever med en bipolar lidelse.

Han er IT-specialist ved Forsvarets koncern-it og har over 30 års erfaring inden for sit felt. Men som psykisk handicappet er det ikke 'bare lige' at få et job, forklarer han:

»For mig er det at have et arbejde at passe lig med noget at stå op for. Og mine 37 timer om ugen betyder også, at jeg har nogle faste rammer, som er rigtig gode for mig og mit liv.«

Knap 800.000 danskere oplever hvert år problemer med psyken, og det kan være hårdt at erkende for et arbejdsparat menneske, at man er uønsket på arbejdsmarkedet, eller at man ikke tror nok på sig selv, når man præsenterer sig for en mulig arbejdsgiver.

LÆS OGSÅ: S-politiker fældet af grænseoverskridende chat: 'Alle har vidst, at der var noget galt'

Heldet vendte for Kim Bach, da han i 2014 startede i virksomhedspraktik på sin nuværende arbejdsplads. Her lagde han ud med åbenhed omkring sin sygdom, og det var en stor hjælp, fortæller han:

»Det har været helt utroligt behageligt. Jeg havde en klar følelse af, at ingen så skævt til mig, for de vidste, hvad der foregik. Tværtimod var de hjælpsomme og huskede mig på, at jeg skulle passe på mig selv.«

Kim har i dag arbejdet sig op i en 37 timers fuldtidsstilling, som han nu fint kan passe, da han efter mange år har fundet balancen i sin medicin og sin mentale sundhed. Men i den nye stilling kender kollegaerne endnu ikke til hans udfordringer.

»Jeg har ikke sagt noget, for min sygdom fylder næsten ingenting og definerer mig ikke længere. Jeg er klar over, der stadig er stigmatisering på mange arbejdspladser, og jeg gav mig selv den chance at være ligesom mine øvrige kolleger, hvor der ikke bliver skelet til mig,« siger han.

Når Kim hver tredje måned går til lægen for at få taget blodprøver, så ved kollegaerne kun, at det er fordi, han har 'en kronisk sygdom'.

»Men hvis nogen spørger, fortæller jeg det gerne. Jeg har intet at skjule,« som han siger.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx