Af Amalie Abildgaard - 01/09-17 19:59; Opdateret: 01/09-17 20:30

Lægerne ignorerede Camilla i to år: Nu er hun infertil og har kroniske smerterLægerne ignorerede Camilla i to år: Nu er hun infertil og har kroniske smerter

Hver fjerde kræftpatient bliver ikke behandlet til tiden, lød beskeden fra Kræftens Bekæmpelse torsdag. Et faktum, som 26-årige Camilla Berge har oplevet på egen krop, hvilket nu er skyld i barnløshed og kroniske smerter for livet.

storybild

Camilla Berge fik konstateret livmoderhalskræft i 2012, men allerede to år forinden havde hun symptomer.

»Jeg var tosset. Jeg var stiktosset.«

Sådan reagerede 26-årige Camilla Berge, da hun fik den ubærlige dom hos lægen tilbage i 2012: Hun havde livmoderhalskræft i et alvorligt stadie. Hun var frustreret, da hun længe havde gået med mistanken og ventede på, at lægerne ville undersøge hende.

Vi spoler tiden to år tilbage til før Camilla Berges dom. Tilbage til den dag, hun første gang fik en fornemmelse om, at noget var galt. I 2010, da Camilla kun var 18 år gammel, tog hun til lægen, fordi hun havde pletblødninger og ændret udflåd. Men lægen sendte hurtigt Camilla hjem igen, da hun blot mente, det skyldtes 'hård sex'.

I den kommende tid gik den nu 26-årige kvinde til lægen ofte, fordi hun fik mere og mere ondt i underlivet, men hun blev fejet af med kure mod svamp.

»Da jeg var 20 år gammel, var det blevet så slemt, at jeg ikke kunne gå. Det hele trak sig sammen i mit underliv, og jeg kunne ikke gå. Jeg lå helt krøbet sammen i fosterstilling,« fortæller Camilla Berge.

Camilla Berge havde inden da været på Google og læse om sine symptomer, og mistanken om kræft kom igen og igen. Camillas mor sendte hende til lægen, der sendte hende videre til en gynækolog, da hun fandt et sår på livmoderen.

»I første omgang ville gynækologen ikke lave vævsprøve, da hun mente, jeg var for ung til at have livmoderhalskræft. Men da hun var i gang undersøgelsen, blev hun lige pludselig mærkelig i hovedet. Senere har jeg fundet ud af, det var fordi, der var en misfarvning på livmoderen,« siger Camilla Berge, der fik lavet vævsprøve og scanning efter besøget hos gynækologen.

Få dage efter blev hun ringet op og fik at vide, at hun skulle komme ind på Herlev Sygehus med sin mor. Her fik hun dommen om kræft i livmoderen, der var i stadie 2 B.

Selv om det i første omgang gjorde Camilla Berge vred, blev hun kort efter ramt af frygt.

»Jeg var bange, jeg vidste ikke noget om kræft - vi har ikke haft det i familien. Så jeg troede, jeg skulle dø,« husker hun.

Fordi kræften havde udviklet sig og spredt sig til lymferne, skulle Camilla Berge i fem uger, fem dage om ugen, gennemgå strålebehandling både indvendig og udvendig på livmoderen og kemoterapi en gang om ugen. Hun fik ydermere foretaget en operation, hvor hun skulle have hævet sin livmoder for at undgå at ramme den med stråler.

»Det var en forfærdelig periode. Mit liv gik i stå, fordi jeg skulle gå til behandling. Jeg blev nødt til at droppe ud af min uddannelse,« siger hun.

I dag er Camilla Berge kræftfri, men hendes forløb har langtfra været uden konsekvenser. Kroniske smerter, hormoner, der er ude af balance, blindtarmsbetændelse og ufrivillig barnløshed er blot nogle af de ting, hun har måttet døje med.

»Mit liv er gået i stykker, og jeg er på kontanthjælp og kan ikke arbejde i flexjob mere end seks timer om ugen på grund af mine kroniske smerter. Jeg har dage, hvor jeg bare sidder og græder og savner mit gamle liv. Jeg mangler styring over livet, der er fyldt med begrænsninger. Jeg drømte om at købe mit eget hus og lave en familie,« siger Camilla Berge, der har en kæreste gennem fire år, som hun ønsker at få børn med på anden vis.

Hun har nu valgt at stille sig frem for at advare andre i lignende situationer.

»Jeg ville ønske, at man foretog livmoderhalskræftscreening, før man er 23, som er det man gør i dag. Man kan ikke sætte alder på kræftpatienter. Jeg håber, min historie kan være et billede på, at hvis man har den mindste mistanke om kræft, så skal man hellere tjekkes en gang for meget, før det er for sent,« siger hun.

Camilla Berge har desuden taget sin sag til patientklagenævnet, der har givet hende medhold i, at stråle- og kemobehandlingen kunne være undgået, hvis lægerne havde reageret før på hendes symptomer.

Hver fjerde kræftpatient får ikke sin livsvigtige behandling til tiden. Det viser de nyeste tal for behandlingsventetider fra Sundhedsdatastyrelsen, der kom frem torsdag. Ifølge administrerende direktør ved Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard, er det ikke godt nok.

»Det er fuldstændig uacceptabelt og et kæmpestort svigt fra regionernes side i forhold til deres løfter om at undgå unødig ventetid. Nu venter alt for mange kræftpatienter i stedet alt for længe med en sygdom, hvor hver dag tæller,« siger Leif Vestergaard.

Alene i de seneste tre måneder er op mod 2000 kræftpatienter landet over ikke blevet behandlet til tiden. Fra første kvartal til andet kvartal i 2017 er andelen af patienter, der behandles til tiden, faldet fra 84 til 77 procent.

Kilde: Ritzau

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx