Af Ritzau - 03/04-17 12:45

Otte tricktyverier er ikke nok til fængsling af gravidOtte tricktyverier er ikke nok til fængsling af gravid

En stribe ældre borgere på Sjælland blev plaget af kvindelig tyv. Men den mistænkte undgik en tur i arresten.

storybild

Politiet på Midt- og Vestsjælland har registreret en stribe tricktyverier og har sigtet en kvinde i sagen (arkivfoto). (Billede: Colourbox)

En sag om otte tricktyverier begået i løbet af kort tid er ikke så alvorlig, at der kan ske varetægtsfængsling.

Det har en anklager i Midt- og Vestsjællands Politi vurderet i en sag om en rumænsk kvinde, der er i lykkelige omstændigheder.

I weekenden blev hun på grund af anklagerens beslutning løsladt af politiet, fremgår det af en døgnrapport, som er udsendt mandag.

Tyverierne fik en del omtale i medierne blandt andet på grund af signalementet af gerningsmanden.

Kvinden er tydeligt gravid, og tip fra borgere førte betjente til en adresse i Høng, hvor hun blev anholdt.

Foreløbig sigtes hun, der er 28 år, for otte tilfælde af tricktyveri. De er foregået i Kalundborg, Køge og Roskilde kommuner indenfor en periode af cirka 14 dage.

Et fællestræk er, at de er gået ud over ældre mennesker, der er blevet opsøgt i deres hjem. Kun i to tilfælde mistede de værdier. De øvrige gange er der ifølge politiet tale om forsøg.

I et tilfælde begyndte en hund at gø så voldsomt, at den ubudne gæst forsvandt.

I forbindelse med efterforskningen har politiet set nærmere på et par varebiler, der indeholdt en del ting, som ifølge politiets mistanke er tyvekoster.

Om den gravide nægter sig skyldig eller erkender, fremgår ikke af politiets døgnrapport.

Selv om der ikke blev holdt et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, er sagen langt fra ude af verden.

Når efterforskningen er slut, vil hun blive indkaldt til et retsmøde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx