Af Ritzau - 05/04-17 13:29

Tivolis direktør: Vi skal udvikle os for at overleveTivolis direktør: Vi skal udvikle os for at overleve

Tivoli skal forny sig selv og stadig bevare sine traditioner. Og det kan være en udfordring ifølge direktøren.

storybild

Når Tivoli åbner dørene for sommersæsonen, kan gæsterne blandt andet afprøve dæmonen i en moderniseret udgave med virtual reality. (Billede: Scanpix/Torben Christensen)

Tivoli bliver aldrig færdig.

Det er udmeldingen fra Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst, i forbindelse med åbningen af sommersæsonen.

Derfor er det nødvendigt for den gamle have at udvikle sig og forny sig selv konstant. Og det kan være en udfordring for en virksomhed som Tivoli, der særligt baserer sig på traditioner.

- Det er jo den helt store udfordring, fordi det er vigtigt at bevare det, som vi er skabt ud fra - vores dna.

- Men det er også vigtigt at tænke på, at vores dna omhandler, at Tivoli aldrig bliver færdig. Hvis vi ikke udvikler, så havde vi ikke været her i dag, siger han.

Lars Liebst mener, at Tivoli har fundet balancegangen mellem at modernisere og samtidig bevare traditionerne og peger på et eksempel:

- Vi har haft spillemaskiner, siden de kom til, og for nogle år tilbage kunne vi alle se, at det kun gik en vej, og det var ned ad bakke. Så vi valgte at lægge spillemaskinen op i en sky, siger direktøren og henviser til, at spillemaskinerne kom online.

Han peger også på, at når Tivoli åbner dørene for sommersæsonen, så kan gæsterne nu afprøve forlystelsen ”dæmonen” med virtual reality, som er en tocifret millioninvestering.

Moderniseringer som dæmonen skal blandt andet være med til fortsat at trække unge mennesker til.

- Der er rigtig mange børnefamilier, der stadig benytter Tivoli, og det er det vigtigste for vores fremtid.

- Hvis børn og unge mennesker får en god oplevelse, mens de er i den alder, så er vi nogenlunde sikre på, at de vil have den i hjertet i mange år og også vil komme i tivoli fremadrettet, siger han.

Og Lars er ikke bange for at skræmme det ældre segment væk med moderniseringen af forlystelsen.

- De kan jo bare lade være med at prøve den. Det var også frygten, da vi indførte fredagsrock, men vi kan ikke tælle mange ældre, der er stoppet med at komme, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx