23/11-17 12:27; Opdateret: 23/11-17 12:41

Ukendt S-kandidat når samme stemmetal som V-spids i KøbenhavnUkendt S-kandidat når samme stemmetal som V-spids i København

Det nyvalgte byrådsmedlem Marcus Vesterager får næstflest stemmer blandt socialdemokraterne i København.

storybild

København. Ved tirsdagen valg var det første gang, at den arkitektstuderende Marcus Vesterager (S) var på stemmesedlen i København.

Og selv om han stillede op for første gang, opnåede han alligevel at få stort set lige så mange stemmer som Venstres spidskandidat Cecilia Lonning-Skovgaad.

- Der er ingen tvivl om, at jeg jo ikke er et kendt ansigt. Det kommer også bag på mig, og dem der har hjulpet mig. Det er specielt og lidt overvældende at få så stor opbakning, siger Marcus Vesterager.

Marcus Vesteragers personlige stemmetal blev 2523, mens Cecilia Lonning-Skovgaard fik 2592.

Den unge politikers personlige stemmetal er samtidig så højt, at han fik næstflest stemmer blandt de socialdemokratiske kandidater i København.

Han blev kun overgået af Frank Jensen, som fortsætter som overborgmester i København.

Samlet set er han den politiker i København, der har fået tiende flest stemmer.

Marcus Vesterager kan ikke komme med en opskrift på, hvordan man brager ind i Københavns Borgerrepræsentation som ny og ukendt kandidat.

- Hvis jeg vidste, hvorfor det er lykkes, så tror jeg, at rigtig mange ville gøre det samme. Men vi har åbenbart ramt rigtigt med profilen, siger han.

Socialdemokratiet i København tabte ét mandat, og det gjorde på valgnatten Marcus Vesterager og hans kampagnefolk nervøse.

- Jeg troede, at mit stemmetal skulle ligge nede omkring det sidste mandat. Så det kom meget bag på os, og jeg har heller ikke selv forstået det endnu, siger den unge kandidat.

For at føre valgkamp har Marcus Vesterager brugt penge fra sin opsparing og har fået hjælp af venner og bekendte.

- Det har kostet nogle penge, og det er ikke billigt at føre en valgkamp, siger han.

- I starten var det udelukkende mine venner og bekendte, som førte valgkamp for mig, men der kom lige pludselig folk ind, som jeg ikke selv kendte, fordi de gerne ville støtte op om projektet. Så det bredte sig meget, fortæller han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx